DanHatch investerer tocifret millionbeløb i anlæg til 70.000 høns
På Vestfyn skal et nyt produktionsanlæg opføres. DanHatch investerer et tocifret millionbeløb, og planen er, at anlægget skal levere 11,5 millioner rugeæg årligt i den danske slagtekyllingeproduktion.

Et nyt anlæg til produktion af rugeæg bliver opført på Vestfyn, og DanHatch investerer tocifret millionebeløb. Arkivfoto: Tenna Bang
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Ved Ejby på Vestfyn investerer DanHatch et tocifret millionbeløb i et nyt anlæg til produktion af rugeæg.
Det beretter Fyens Stiftstidende.
Bag investeringen står DanHatch Special, der ejes af DanHatch Holding med 51 procent og lensgreve Bent Wedell gennem selskabet Frijsenborg Poulty A/S med 49 procent.
Ifølge avisen får det nye anlæg plads til 70.000 høns og haner fordelt på et produktionsanlæg på 10.000 kvadratmeter under tag. Man forventer, at produktionen kan begynde i foråret 2027.
Der er ligeledes en forventning om, at der årligt kan produceres 11,5 millioner rugeæg, som efterfølgende udruges på danske rugerier.
Opførelsen af det nye produktionsanlæg sker for at imødekomme efterspørgslen på danskproduceret fjerkrækød, lyder det fra Jacob Stobbe Jensen, direktør i DanHatch Special.
Det nye produktionsanlæg er placeret på Fluebjergvej 33 og ligger mellem byerne Ejby og Kingstrup. Placeringen er blandt andet valgt af hensyn til logistik og smittebeskyttelse.
Anlægget vil beskæftige tre fastansatte og afløsere.
DanHatch Special producerer primært langsomtvoksende kyllinger til det danske marked og til Frijsenborg herregårdskylling.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































