Lige siden Farsø Maskinværksted i 1941 blev grundlagt af Kr. Nielsen, har familien satset på udvikling med kunderne i fokus.

Nøgleordene er de samme, her hvor 65-årige Anette Rosengreen som tredje generation på 25. år står i spidsen for 95 medarbejdere i maskinforretningen, som i 2001 skiftede til Farmas-navnet, og i dag har afdelinger i Farsø, Viborg, Herning og Brønderslev. Farmas A/S er landets største New Holland-forhandler, og har blandt andet forhandlet Kuhn og Kverneland i over 50 år.

- Vi vil fortsat opleves som en helt traditionel maskinforretning, hvor vi møder kunderne i øjenhøjde med ordentlighed. Det vil til stadighed være vores værdiord, selvom vi løbende udvikler forretningen. Vi er i dag en professionel virksomhed, som har styrke til at matche strukturudviklingen og fremtiden i både landbruget og maskinbranchen, fastslår administrerende direktør Anette Rosengreen, der for snart 50 år siden startede som kontorelev i faderens, Poul Nielsens virksomhed.

Generationsskifte planlagt

Skiftet til næste generation er planlagt, idet sønnen Ole Borup Rosengreen kom ind i firmaet for 10 år siden, og som underdirektør kører et tæt parløb med sin mor. Med en baggrund fra finansverdenen er fokusområderne ikke mindst økonomi og it.

Hos Farmas er der samme setup og strategi i alle fire afdelinger, og der tilstræbes en ens kultur gennem en intensiv kommunikation og vidensdeling mellem afdelingerne. I alt 95 medarbejdere er beskæftiget hos landets største New Holland-forhandler. Billedet er fra reservedels- og værkførerkontoret i Brønderslev.

Hos Farmas er der samme setup og strategi i alle fire afdelinger, og der tilstræbes en ens kultur gennem en intensiv kommunikation og vidensdeling mellem afdelingerne. I alt 95 medarbejdere er beskæftiget hos landets største New Holland-forhandler. Billedet er fra reservedels- og værkførerkontoret i Brønderslev.

Farmas A/S er opbygget som en flad organisation, med en salgschef, bogholder og reservedelschef i Farsø. Der er to værkførere i Farsø og en værkfører i de øvrige afdelinger.

- Vi har samme setup og strategi i alle afdelingerne, hvor vi tilstræber en ens kultur gennem en intensiv kommunikation og vidensdeling mellem afdelingerne. Den flade organisation gør, at alle snakker med hinanden, ligesom vi i ledelsen sørger for at komme meget rundt i afdelingerne, siger Ole Borup Rosengreen og nævner, at der dagligt udsendes et internt nyhedsbrev på mail til alle i afdelingerne.

Har taget chancer

Anette og Ole Rosengreen tilskriver familiens fremsynethed og lysten til at tage chancer, at virksomheden er med i førerfeltet i dansk maskinhandel og står så stærkt funderet både økonomisk og på medarbejderfronten.

Grundstenen blev for alvor lagt i 1968, hvor de tidligere traktorforhandlinger blev skiftet ud med Ford-traktorerne. Og ikke mindst da Traktorkompagniet i Farsø først i 90’erne overtages, efter det var blevet sat til salg af Fiatagri.

- Vi solgte i de år lige mange Fiat og Ford, og har siden fulgt med i CNH-regiet, så vi i dag har hele paletten af New Holland-produkterne, både indenfor traktorer, høstmaskiner og redskaber samt den gule linje af entreprenørmaskiner, fremhæver Anette Rosengreen.

Traditionel maskinhandel

I over 50 år har Farmas været MI-forhandler og forhandler af Kverneland. Dertil kommer produkterne fra blandt andet Dal-Bo, Hardi, Fasterholt og Giant.

- Som nævnt er vores koncept at være en helt traditionel maskinhandel, som primært henvender sig til landmænd, maskinstationer og entreprenører, understreger Ole Rosengreen og tilføjer, at hele produktprogrammet føres i alle afdelingerne.

- Vi har 14-15 servicemontører og reservedelsfolk hvert sted, fordelt på salg, service og reservedele. Dog med den fleksibilitet, som naturligvis kræves i spidsbelastninger, og når vi altid skal kunne servicere kunderne lige fra Skagen til Herning. Og det uanset om det er et eftersyn eller et akut udkald en tidlig weekendmorgen til en fuldfoderblander eller måske en gummihjulslæsser.

Farmas A/S

Grundlagt i 1941 under navnet Farsø Maskinværksted af Kr. Nielsen.

Første traktorforhandling er Porsche i 1953 og siden Bukh. Fra 1968 skiftes til Ford-traktorer

I 1970’erne flyttes til den daværende adresse i Farsø, hvor der i dag er 10.000 kvadratmeter under tag

I 2001 købes en eksisterende New Holland-forhandler i Viborg, og der skiftes til navnet Farmas. I 2013 overtages en konkursramt maskinforretning i Herning, og den fjerde afdeling etableres i 2017 i en tidligere maskinforretning i Brønderslev

Hovedagenturet er New Holland landbrugs- og entreprenørmaskiner. Desuden forhandles Kuhn, Kverneland, Hardi, Dal-Bo, Fasterholt, Giant m.fl.

95 ansatte

Årsresultat i 2021/22: 6,8 millioner kroner (4,1 millioner kroner året før)

Farmas har i næsten 50 år været forhandler af Kuhn og Kverneland.

Farmas har i næsten 50 år været forhandler af Kuhn og Kverneland.

Maskiner