Helms TMT-Centret inviterer til stor græsdemonstrationsdag torsdag den 10. september, hvor virksomhedens egne importmaskiner McHale, Schäffer og McCormick demonstreres.
I næste uge inviterer Helms TMT-Centret A/S i Lind ved Herning til stor græsdemonstrationsdag.
Det er Schäffer-læssere, McHale-høst- og græsmaskiner og McCormick-traktorer, der bliver demonstreret, men der bliver også mulighed for selv aktivt at sætte sig bag rattet og køre med de forskellige maskiner.
- Vi glæder os til at byde alle velkommen til en række maskinnyheder og en stor græsdag i marken. Forberedelserne til dette arrangement har stået på det seneste år. Vi har etableret egen græsmark ved siden af vores afdeling i Herning og kørt en stor intern test ved første slæt, fortæller Jakob Helms, medindehaver af Helms TMT-Centret, og fortsætter:
- Der bliver rig mulighed for individuel kørsel med de mange maskiner, som demonstreres, og der vil være en samlet maskingennemgang klokken 10 og igen klokken 13 på dagen.
Flere nyheder
En af de store nyheder på græsdagen bliver den nye rundballepresser McHale Fusion 3 Plus med den nyeste filmteknologi. Presseren vil være udstyret med både vægt og fugtighedsmåler, og til at trække presseren bliver det en McCormick X7.670-traktor, der blev lanceret på Agritechnica sidste år.
En anden nyhed, der demonstreres på græsdagen, er den nye McHale R68-78-centerrive, ligesom den nye skårlægger McHale Proglide vises frem. Der bliver også mulighed for at køre med den elektriske minilæsser Schäffer 23e, som har samme råstyrke som en dieseldreven minilæsser.
Covid-19
- For at sikre dig plads til kørsel og bespisning anbefaler vi, at du tilmelder dig arrangementet via vores hjemmeside. De, der har tilmeldt sig arrangementet på tilmeldingslinket på vores hjemmeside og Facebook, vil blive forfordelt. Men har du ikke fået dig tilmeldt, er du mere end velkommen på dagen, fortæller Allan Helms, medindehaver af Helms TMT-Centret.
- Vi tager selvfølgelig hensyn til den aktuelle Covid-19 situation. Derfor vil din tilmelding hjælpe os med at holde os under de anbefalede antal personer på arealet i begge tidsrum. Maskiner sprittes af ved chaufførskifte, og der uddeles mundbind til kørsel i maskiner, slutter han.
per@effektivtlandbrug.dk
Mobil 20 25 10 37