Nordvestjylland: Vil skabe Danmarks største sammenhængende naturareal
Danmarks største naturfonde går nu sammen med Naturstyrelsen, Thisted og Jammerbugt Kommuner samt Nationalpark Thy for at skabe Danmarks største sammenhængende naturområde indenfor et område på 150.000 hektar.

Fra venstre mod højre: Bestyrelsesformand Karen Louise Erichsen, Nationalparkfond Thy, formand Helene Kähler Hjenner, 15. Juni Fonden, direktør Flemming Nielsen, Den Danske Naturfond, borgmester Mogens Christen Gade (V), Jammerbugt Kommune, skovrider Ole Noe, Naturstyrelsen, minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus, direktør Poul Erik Lauridsen, Klimaskov-fonden, borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) Thisted Kommune, bestyrelsesformand Mette Fabricius Skov, Aage V. Jensen Naturfond. Foto: Naturstyrelsen
Det er et enormt stort projekt, når 15. Juni Fonden, Den Danske Naturfond, Aage V. Jensen Naturfond, Klimaskovfonden samt Thisted og Jammerbugt Kommuner går sammen med Naturstyrelsen og Nationalpark Thy i en naturalliance. Her vil de skabe Danmarks største sammenhængende naturområde indenfor et område på 150.000 hektar, der skal strække sig fra den sydlige del af Thy til den østlige del af Han Herred.
Nogle af parterne har allerede arealer, mens andre vil skabe samarbejde om naturforvaltning med private lodsejere eller opkøbe arealer til natur, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Naturområderne skal kobles sammen
Selvom der allerede er mange hektar natur, så er de statslige og fondsejede arealer mange steder ikke sammenhængende. Parterne er enige i, at der er brug for at binde områderne sammen ved at udvide dem og skabe nye naturområder og skov. På den måde kan parterne skabe naturmæssige korridorer og trædesten, der løfter hele naturen i Thy og Han Herred til et højere niveau.
- Vores natur er utrolig vigtig for Thisted Kommune, og jeg glæder mig meget over, at vi her er en stærk alliance af partnere, der er enige om at skabe endnu mere unik og sammenhængende natur i Thy og Han Herred. Visionerne her er et stærkt supplement til vores arbejde med den grønne trepart, og det er yderst positivt, at vi arbejder i samlet flok for naturen i området, siger Niels Jørgen Pedersen (V), som er borgmester i Thisted Kommune, mens Mogens Christen Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune supplerer:
- Den smukke og vilde natur er en del af vores DNA i Jammerbugt Kommune. Et storstilet samarbejde, som det, der her er tale om, er vejen til at bevare, beskytte og nogle steder genetablere den. Vi glæder os over, at flere brænder for opgaven og tror på, at vi i fællesskab kan lykkes med gode løsninger i form af frivillige aftaler med lodsejerne. På den måde kan vi nå målet – ét stort sammenhængende og helt unikt naturområde her på Nordvestkysten.
Supplere indsatsen i den grønne trepart
Parterne vil desuden arbejde for at genskabe naturlige vandmiljøer og styrke levevilkårene for sjældne dyr og planter. Samtidig kan samarbejdet supplere indsatsen i den grønne trepart ved at forbedre områdets vandkvalitet ved at mindske udledningen af kvælstof til Limfjorden.
Parterne skrev under på et forståelsespapir den 2. juni på et areal nær Nørre Vorupør i Thy, hvor også minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), var til stede.
- Vi får Danmarks største sammenhængende naturområde. Et fantastisk projekt, der i sig selv viser, hvad Den Grønne Trepart også handler om. Samarbejdet går hånd i hånd med ambitionerne i Den Grønne Trepart – at tænke natur, klima og biodiversitet sammen. Det er netop den slags alliancer, der skal til for, at vi lykkes med at genskabe en rig og vild natur i Danmark, siger han.

Danmarks største sammenhængende naturområde indenfor et område på 150.000 hektar skal strække sig fra den sydlige del af Thy til den østlige del af Han Herred. Illustration: Naturstyrelsen