Fremtidens jagt afgøres ikke kun af, hvor meget vildt der er

Hvor meget skal der til, før en vildtart kan være jagtbar i Danmark? Tidligere har diskussionen i høj grad kredset om bestandenes størrelse og udvikling. Hvis en bestand var stabil eller voksende og kunne tåle den dødelighed, jagten medførte, var der som udgangspunkt et biologisk argument for at fastsætte en jagttid.

I dag indgår flere hensyn. Vildtforvaltningsrådet arbejder således ud fra en række fælles principper, hvor jura, biologi og jagtetik indgår i vurderingen af jagttider. Principperne blev oprindeligt udviklet på initiativ af Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening, men blev siden vedtaget af hele Vildtforvaltningsrådet.

Netmediet Netnatur har rejst spørgsmålet, om principperne på længere sigt kan føre til en indskrænkning af dansk jagt. Bekymringen knytter sig især til de etiske kriterier.

Her indgår blandt andet spørgsmål om risikoen for at forveksle jagtbare og fredede arter, jagtens forstyrrelse af andre arter, risikoen for anskydninger, og om det nedlagte vildt anvendes fornuftigt. Der kan også indgå overvejelser om, hvorvidt jagten har et konkret forvaltningsmæssigt formål.

Ifølge kritikken er kriterierne så brede, at de i princippet kan anvendes til at begrænse jagt, selv om en bestand biologisk set kan tåle en jagtlig udnyttelse.

DJ afviser

Den fortolkning afviser Danmarks Jægerforbund.

I et indlæg skrevet af Niels Søndergaard, chef for vildtforvaltning i Danmarks Jægerforbund, fremhæver forbundet, at kriterierne ikke bygger på et krav om nul risiko. En risiko for eksempelvis forveksling mellem arter behøver derfor ikke automatisk føre til fredning. Der kan i stedet findes løsninger, hvor jagten begrænses geografisk eller til bestemte tidspunkter.

Ifølge Jægerforbundet er formålet netop at sikre, at beslutninger om jagttider træffes på et fælles fagligt grundlag frem for alene at afspejle organisationernes forskellige interesser.

Danmarks Naturfredningsforening har samme udlægning af baggrunden. Seniorrådgiver for naturpolitik og artsforvaltning Bo Håkansson understreger, at principperne ikke længere kan betegnes som en aftale mellem de to organisationer, fordi samtlige organisationer i Vildtforvaltningsrådet har bidraget til og tilsluttet sig dem.

Et eksempel på, hvordan hensynene kan spille sammen, er taffelanden, der blev fredet i Danmark i 2020. Ifølge Danmarks Jægerforbund skyldtes fredningen ikke dokumentation for, at dansk jagt havde fået bestanden til at gå tilbage. Beslutningen blev blandt andet truffet på baggrund af artens internationale tilbagegang, dens status og internationale forvaltningsforpligtelser.

En grundlæggende debat

Debatten peger dermed på et mere grundlæggende spørgsmål om jagtens fremtid. Biologisk bæredygtighed vil fortsat være afgørende, men den vil næppe stå alene. Fremtidens jagt skal også kunne forsvares juridisk, etisk og forvaltningsmæssigt.

For jægerne betyder det et stigende behov for dokumentation. Hvis en bestand kan tåle jagt, skal det kunne vises med data. Hvis jagten medfører problemer med eksempelvis forstyrrelse eller forveksling, skal omfanget undersøges, og mulige løsninger findes.

Striden står derfor ikke nødvendigvis om, hvorvidt principperne fører til mere eller mindre jagt. Den handler i højere grad om, hvor højt barren skal ligge, før jagt kan betragtes som fagligt og etisk forsvarlig. Det kan i de kommende år blive mindst lige så afgørende for dansk jagt som størrelsen på de bestande, der jages.