Salgschef var med til at løfte omsætningen med en milliard

Salgschef Claus Bjerregaard kan i år fejre 25 år hos Scantruck A/S.

Tiden har bragt ham fra Skive til Mellemøsten og tilbage til Skive, hvor han har været med til at bringe Scantruck A/S helt i front som Danmarks største maskinfirma med en omsætning på en milliard kroner højere, end for 25 år siden.

Det hele startede i Thy, og 53-årige Claus Bjerregaard er fortsat thybo med stort T.

Han begyndte karrieren som traktormekaniker hos Sydthy Maskin Center i Hurup. Herfra gik turen til Midtjysk Traktorlager i Linå ved Silkeborg, hvor han var montør, indtil han den 1. januar 1998 gjorde sin entré som montør i Aarhus-området for Scantruck.

Efter nogle år skiftede han Aarhus ud med Mellemøsten, hvor Scantruck fik gang i salget af maskiner. Det krævede teknisk ekspertise i området, og Claus Bjerregaard fløj med et læs maskiner til Kuwait, hvor han boede og virkede som montør og teknisk support for Scantruck i først ét år fast og derefter delvist de næste seks år. 

Under opholdet i Mellemøsten havde Claus Bjerregaard fået næse for at sælge maskiner, og det fortsatte han med efter at være vendt hjem til Danmark. I 2008 blev han produktchef for det ene af Scantrucks helt store brands, de franske Manitou-teleskoplæssere. I 2017 fulgte udnævnelsen til salgschef for Scantruck, hvor Claus Bjerregaard i dag har et halvt hundrede folk under sig i salgsafdelingen.

Læs også