Danskerne shoppede økologi for 14 milliarder kroner i 2019

Salget af økologiske varer steg med 9 procent fra 2018 til 2019. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Landbrug & Fødevarer forudser, at danskernes lyst til økologiske fødevarer vil fortsætte i 2020.

Økologiske fødevarer fylder stadig mere i danskernes indkøbskurve. Ifølge netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik, så er salget af økologiske varer i danske supermarkeder og online steget med 9 procent fra 2018 til 2019 til i alt 14,1 milliarder kroner.

Dermed er salget af økologi steget hvert eneste år siden 2003, hvor Danmark Statistik første gang offentliggjorde tal for detailsalget.
 
Det betyder, at 12 procent af de varer, der sælges i den danske detailhandel er økologiske. Danmark har i de seneste år været det land i verden, hvor den økologiske markedsandel i detailhandlen var størst, og dette vil også være tilfældet i 2019 med den aktuelle stigning i økologisalget.
 
Det glæder Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer:
 
- Det er positivt at se, at danskernes lyst til økologien fortsat vokser. Stadig flere landmænd og virksomheder vil gerne prøve kræfter med den økologiske produktion, men det kræver, at der er afsætning for varerne. Så det er dejligt at se, at danskerne putter flere og flere økologiske varer i kurven, når de køber ind, siger hun.

 
Frugt og grønt er topscorer

I lighed med tidligere år, så er salget af økologisk frugt og grønt steget markant. Fra 2018 til 2019 er det steget med 13 procent. En anden stor varegruppe, hvor danskerne ofte vælger økologisk, er mælk og mejeriprodukter, der i samme periode er steget med 8 procent.
 
Også indenfor de plantebaserede drikkevarer er der en markant stigning. Der blev solgt økologiske plantedrikke for 169 mio. kr. i 2019, hvilket er tæt på en fordobling på fire år. Denne trend vil formentlig fortsætte i de kommende år, da flere danske mejerier har lanceret plantebaserede drikke.
 
Salget af økologisk kyllingekød er også i vækst. 

I 2019 steg salget således med 8 procent i forhold til året før. Det samme gør sig gældende for blandt andet mel og gryn, hvor stigningen var på 10 procent.

Alt i alt er salget af økologiske fødevarer mere end fordoblet siden 2014. 

Plantedrikker springer højt

Økologisk grønt tegner sig for en vækst med 16 pct. i forhold til året før, mens en af de nye højdespringere er økologiske plantedrikke, som har taget et hop på 22 pct. fra 139 mio. kr. til 169 mio. kr. på blot et år.

- Det er en spændende tendens, der betyder, at økologien er tænkt med ind i danskernes brede indkøb og er blevet en fastforankret del af vores hverdag, hvor hver dansker årligt bruger 2.418 kr. på økologiske fødevarer, siger Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening.

Årsagen til økologiens konstante vækst er dels danskernes ønske om rene, sunde og bæredygtige fødevarer, dels at der er kommet flere økologiske produkter på hylderne, og at produkterne er nyskabende og interessante.

- Økologien vokser i takt med, at vareudbuddet stiger, men også i takt med, at det går op for flere og flere familier, at det ikke behøver at være dyrere at leve økologisk, fordi mange samtidig tænker bæredygtigt, skærer ned på kødforbruget og op for det grønne, forklarer Henrik Hindborg.

- Derfor ser vi nu, at en ny type af økologiske forbrugere er i vækst. Det er dem mellem 50 og 59 år, samt de større børnefamilier som tidligere har været lidt mere prisfølsomme end den traditionelle økologiske forbruger.

hka

 

Fem af de mest voksende økovarer i 2019

Spiritus 34 procent
Vin 19 procent
Kager og kiks 28 procent
Rugbrød 23 procent
Frosne grøntsager og kartoffelprodukter 45 procent

Kilde: Danmarks Statistik

Læs også