En lempelse af Landbrugsloven i 2015 betød, at det med et blev langt nemmere for udenlandske købere at få fingre i den danske muld.

På den baggrund bad Familielandbruget under Landbrug & Fødevarer om at få en opgørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet over, hvor meget dansk landbrugsjord, der er på udenlandske hænder. 

- Det her kan ende med at blive meget skidt. Som vi så med Blackstone i København, som har opkøbt ejendomme, renoveret dem og dernæst sat skyhøje huslejer kunne man frygte, at der ville ske en tilsvarende meget uheldig situation i Danmark, hvor udenlandske kapitalfonde foretager storindkøb af landbrugsjord, siger Lone Andersen, formand for Familielandbruget under Landbrug & Fødevarer, til Effektivt Landbrug.

Lone Andersens bekymring består blandt andet i, at der med sådanne indkøb kan finde en stor affolkning sted i landdistriktsområderne, fordi der ikke længere er bopælspligt til jorden. I stedet vil det potentielt opstå en situation med en masse store landbrug på meget få hænder i nogle lokalsamfund, hvor der ses stort på at løse lokale udfordringer og udelukkende ses på profit.

Store konsekvenser

- Danmarks jord er et værdifuldt spisekammer, og vores landdistrikter er sårbare for yderligere affolkning. I Familielandbruget mener vi, at det er vigtigt at ejerne af landbrugsjorden bor i lokalområdet, og derved er en aktiv del af de store udfordringer, vi står med i forhold til klima og biodiversitet, den multifunktionelle jordfordeling og ikke mindst udfordringerne med afvanding og kvælstofreduktionen. Derfor håber vi, at Miljø- og Fødevareministeriet vil opdatere analysen jævnligt, så vi løbende kan følge udviklingen, siger Lone Andersen.

På det seneste har flere medier berettet om, at Kina har forsøgt at udnytte coronakrisen til at opkøbe europæiske virksomheder for en slik. Netop derfor har EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager oplyst, at hun vil forsøge at bremse denne udvikling. 

- Kina er langt væk, og alligevel meget tæt på. Ikke at vi befinder os i en situation, hvor kineserne sidder på en stor del af den danske landbrugsjord, men det er alligevel godt, at vi på forhånd er opmærksomme på, hvis der potentielt kunne ske en uheldig udvikling. Danmark er et lille land uden store øde områder. Så et storindkøb af landbrugsjord ville kunne medføre store konsekvenser i et lille lokalsamfund, siger Lone Andersen.

alexander@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 55

 

  • Evalueringen fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at cirka 300 udenlandske selskaber ejer 16.800 ha dansk landbrugsjord. Størsteparten ejes af selskaber fra EU.
  • Derudover ejer cirka 1.750 personer med udenlandsk statsborgerskab 49.700 ha, hvor også størsteparten er personer fra EU.
  • Samlet set har cirka 66.500 ha dansk landbrugsjord altså udenlandsk ejerskab.
  • Dette svarer til 2,5 procent af det samlede danske landbrugsareal på cirka 2,6 millioner ha.
  • I opgørelsen fremgår det ikke, hvor meget af den danske landbrugsjord, som har skiftet til udenlandske hænder efter 2015.
  • Det fremgår heller ikke, om der er tale om store sammenhængende områder, eller om købene er spredt ud over hele landet.