EU-landene har besluttet at åbne for at anvende NGT (Nye Genomiske Teknikker) i planteforædlingen, og selv om de afsluttende forhandlinger stadig venter, glæder man sig over retningen hos DLG.

I pressemeddelelse skriver de, at beslutningen kommer på et vigtigt tidspunkt, hvor landbruget både skal levere på bæredygtighedsambitioner og sikre stabil fødevareforsyning til en stadig voksende verdensbefolkning. DLG’s direktør for Planteavl, Christoffer Hage, ser en forestående implementering af NGT som en positiv udvikling.

- Grundlæggende gør NGT det muligt at producere mere med mindre, hvilket er helt afgørende for, at vi kan indfri vores ambitioner i den grønne omstilling og samtidig levere de fødevarer verden har brug for. På Sejet Planteforædling, som DLG ejer sammen med Novo Holdings, ser vi frem til at kunne arbejde med de nye muligheder, som NGT giver, siger Christoffer Hage.

Et gearskifte

Traditionelt har det taget op til ni år fra man starter arbejdet med at krydse en plante, til landmanden kan købe og dyrke den nye sort. Denne langsomme proces betyder tab af værdifuld udviklingstid. Med NGT kan målet nu nås hurtigere.

- NGT-forædling vil være et gearskifte for DLG og vores ejere i arbejdet med at skabe en grønnere landbrugssektor. Først og fremmest vil det give mulighed for at skabe afgrøder, der er mere robuste over for tørke og klimaforandringer. Det vil samtidig sikre en mere optimal planteværns- og kvælstofudnyttelse uden at gå på kompromis med udbytterne, forklarer Christoffer Hage.

- Grundlæggende gør NGT det muligt at producere mere med mindre, hvilket er helt afgørende for, at vi kan indfri vores ambitioner i den grønne omstilling og samtidig levere de fødevarer verden har brug for, siger Christoffer Hage, direktør for Planteavl i DLG. Pressefoto

- Grundlæggende gør NGT det muligt at producere mere med mindre, hvilket er helt afgørende for, at vi kan indfri vores ambitioner i den grønne omstilling og samtidig levere de fødevarer verden har brug for, siger Christoffer Hage, direktør for Planteavl i DLG. Pressefoto

Ændringer i DNA uden krydsning

Historisk set har planteforædling været en hjørnesten i udviklingen af landbrugserhvervet og i den effektiviseringsbølge, der har præget sektoren. Udfordringen er dog, at selve forædlingsprocessen er langsommelig.

Med NGT, hvor man tillader specifikke ændringer i DNA uden at indføre fremmed genetisk materiale fra arter, der ikke kunne krydses naturligt, bliver det muligt at speede processen op. I modsætning til GMO-forædling, hvor der tilføres fremmed DNA, benytter NGT små, specifikke ændringer af plantens eget arvemateriale.

Selvom godkendelsen er et vigtigt skridt på vejen, venter der nu afsluttende forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Ministerrådet og EU-Kommissionen, før forslaget kan træde i kraft.