Forårstur med Claydon: Øget interesse for totaløkonomi i marken
Den danske importør af de gule såmaskiner fra Claydon inviterer på forårstur med besøg hos tre kunder. Og frontfigur for mærket i Danmark, Steen Olesen, forventer, at temaet bliver totaløkonomi.

Ifølge Steen Olesen er Claydon-såmaskinen enkel, robust, driftssikker og meget alsidig. Den kan arbejde i alle jordbundstyper og så stort set alle afgrøder. Fotos: Ølgod Maskinforretning og Brørup Traktor- og Maskincenter
Hvis man interesserer sig for direkte såning, er de fleste nok stødt på såmaskinerne fra engelske Claydon og produktspecialist Steen Olesen, der med stor succes har solgt Claydon-såmaskiner i Danmark i mange år.
Ifølge Steen Olesen er Claydons succes tæt forbundet med, at det er en enkel, robust, driftssikker og meget alsidig maskine, der kan arbejde i alle jordbundstyper og så stort set alle afgrøder.
Det handler alene om at kende sin jord og sætte sin maskine rigtigt op, lyder det i en pressemeddelelse fra Ølgod Maskinforretning og Brørup Traktor- og Maskincenter.
Hektaromkostninger som beslutningsparameter
Hvis man gerne vil blive klogere på teknikken og resultaterne i marken, så inviterer Claydon-importøren nu på forårstur i marken hos tre kunder.
Her vil Steen Olesen fortælle deltagerne om Claydon-maskinerne og deres enkle og fleksible opbygning, inden turen går i marken for at se på afgrøder. Maskingennemgangen plejer at afføde nogle uddybende tekniske spørgsmål.
I år forventer Steen Olesen, at der kommer flere økonomiske spørgsmål, for hektaromkostninger er blevet et vigtigt beslutningsparameter. Han har for eksempel hørt sætningen »jeg har aldrig brugt så få liter diesel på den mark som i år«, og den omkostningsjagt, tror han, er udbredt mange steder.
Det vigtigste på dagene er dog stadigvæk at se resultatet af kundernes arbejde i marken, se på afgrøderne og høre værternes erfaringer. Men Steen Olesen tror, at de økonomiske kalkulationer bliver vigtigere end tidligere år.

Det vigtigste på Claydons forårstur bliver at se resultatet af kundernes arbejde i marken, se på afgrøderne og høre værternes erfaringer, lyder det fra Steen Olesen.
Erfaringer over teori
Arrangementerne foregår i tæt samspil med værterne på de forskellige bedrifter.
- Jeg tager mig af gennemgangen af maskinernes opbygning og indstillingsmuligheder i maskinhuset – men ude i markerne er jeg sikker på, at de fleste deltagere hellere vil høre om den lokale landmands dyrkningsmæssige erfaringer og totaløkonomi end min teori, så der kommer jeg nok ikke til at sige så meget, forklarer Steen Olesen.
Arrangementerne finder sted d. 19., 20. og 21. maj. For de interesserede kan info om tid og sted findes på www.btmc.dk.




































