For den enkelte landmand kan bedre sprøjteteknik have en værdi på flere tusinde kroner pr. hektar. For danske kartoffelavlere samlet kan svaret være hundredvis af millioner kroner, sådan lyder det fra Danfoil i en pressemeddelelse.

Kartofler er blandt de mest værdifulde afgrøder i dansk landbrug. Samtidig er kartofler en af de afgrøder, hvor sprøjteteknik har allerstørst betydning for det endelige resultat, lyder det videre.

Særligt kartoffelskimmel er en udfordring. Når sygdommen først bryder igennem i en tæt kartoffeltop, kan udviklingen gå hurtigt. Derfor handler effektiv skimmelbekæmpelse ikke kun om valg af middel og dosering.

Det handler også om, hvor godt midlet rammer planten.

Adm. direktør i Danfoil, Martin Dyhrman Sørensen. Her på Agromek 2022. Foto: Jørgen P. Jensen

Adm. direktør i Danfoil, Martin Dyhrman Sørensen. Her på Agromek 2022. Foto: Jørgen P. Jensen

4.400 kroner pr. hektar

I forsøg udført i 2022 og 2025 i samarbejde mellem Danfoil og Seges Innovation blev Danfoils luftsprøjte testet mod konventionel dysesprøjtning i stivelseskartofler.

Resultaterne viser, at sprøjteteknik ikke bare er en teknisk detalje, men en faktor med direkte betydning for udbytte og økonomi.

I 2022 blev der fundet en statistisk sikker forskel i stivelsesudbytte, hvor Danfoils luftsprøjte blev anvendt. I 2025 viste forsøget samme tendens. Når forsøgene fra de to år analyseres samlet, viser beregningen en gennemsnitlig merproduktion på cirka 8,5 hkg stivelse pr. hektar til fordel for Danfoils luftsprøjte.

Ved en stivelsespris på 5,20 kroner pr. kg inklusive efterbetaling svarer det til cirka 4.400 kroner pr. hektar.

- Det er netop her, diskussionen om sprøjteteknik bliver meget konkret. Det handler ikke kun om miljø og pesticidforbrug. Det handler også om landmandens bundlinje, siger Martin Sørensen fra Danfoil.

Tager ikke sprøjteteknik alvorligt

Danfoils beregninger viser, at selv små forskelle i skimmeludvikling kan få store økonomiske konsekvenser.

Blot 5 procent kartoffelskimmel kan koste omkring 3.640 kroner pr. hektar i tabt stivelsesværdi.

Ved 10 procent skimmel stiger tabet til omkring 7.280 kroner pr. hektar.

Ved 30 procent skimmel kan tabet overstige 18.000 kroner pr. hektar.

Når Danmark dyrker titusindvis af hektar industrikartofler, betyder det, at selv en mindre forbedring i sygdomsbekæmpelsen hurtigt kan løbe op i meget store beløb på landsplan.

- Danske kartoffelavlere går glip af hundredvis af millioner kroner hvert år, fordi vi ikke tager sprøjteteknik alvorligt. Vi har udelukkende haft fokus på kemi, og vi har som branche ikke haft fokus på, hvor godt kemien bliver udnyttet, siger Martin Sørensen.

I forsøgene er Danfoils teknologi blevet sammenlignet med en sprøjte med konventionelle sprøjtedyser. Foto: Kasper Stougård

I forsøgene er Danfoils teknologi blevet sammenlignet med en sprøjte med konventionelle sprøjtedyser. Foto: Kasper Stougård

En strategisk investering

Ifølge Danfoil bliver problemstillingen endnu vigtigere i de kommende år.

Det gør den, fordi flere aktivstoffer er under pres, og doseringerne bliver i praksis stadig mere stramt tilpassede. Det betyder, at den kemiske sikkerhedsmargin bliver mindre. Når den kemiske buffer bliver mindre, får selve sprøjteteknikken større betydning.

Hos Danfoil mener man derfor, at kartoffelbranchen bør se sprøjteteknik som en strategisk investering på linje med sortsvalg, vanding, lagring og planteværnsstrategi.

- Der bliver brugt meget tid på at diskutere nye midler, nye sorter og nye strategier. Det er vigtigt. Men hvis midlet ikke kommer ordentligt ned i afgrøden, får man ikke den fulde effekt. Det er dér, luftsprøjten gør en forskel, siger Martin Sørensen.

Hos Danfoil ser man derfor kartoffelforsøgene som en vigtig dokumentation for en bredere pointe. Hvis Danmark ønsker at reducere pesticidforbruget uden at reducere udbyttet, skal sprøjteteknik være en langt større del af løsningen, lyder det fra den danske sprøjteproducent.

PlanterMaskiner