L&F advarer: Regeringens grisestop kan ende i retssager
Landbrug & Fødevarer mener, at regeringen savner lovhjemmel til at stoppe nyetablering og udvidelse af konventionelle griseproduktioner. Organisationen advarer om, at indgrebet med stor sandsynlighed vil føre til retssager og mulige erstatningskrav.

Regeringens midlertidige stop for nyetablering og udvidelse af konventionelle griseproduktioner møder skarp kritik fra Landbrug & Fødevarer. Organisationen mener, at indgrebet mangler lovhjemmel og med stor sandsynlighed vil føre til retssager. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Regeringens midlertidige stop for nyetablering og udvidelse af konventionelle griseproduktioner risikerer at udløse et omfattende juridisk efterspil. Det advarer Landbrug & Fødevarer om i et høringssvar, hvor organisationen retter en skarp kritik mod det juridiske grundlag for regeringens indgreb.
Ifølge Landbrug & Fødevarer mangler regeringen den nødvendige lovhjemmel til at gennemføre stoppet, og konsekvensen kan blive, at spørgsmålet må afgøres ved domstolene.
- Vi må nøgternt konstatere, at et stop, der gennemføres på denne måde, med stor sandsynlighed vil føre til, at der bliver rejst sager ved domstolene. Derfor håber jeg også, at regeringen vil lytte til eksperterne og læse høringssvarene grundigt. Der findes bedre løsninger på den udfordring, vi står med her, siger Charlotte Bigum Lynæs, juridisk direktør i Landbrug & Fødevarer.
Sætter spørgsmålstegn ved lovgrundlaget
Striden handler blandt andet om, hvorvidt regeringen kan bruge husdyrbrugsloven til at gennemføre et stop, der ifølge Landbrug & Fødevarer er begrundet i hensynet til dyrevelfærden. Landbrugsorganisationen pointerer, at husdyrbrugslovens formål er at beskytte natur, miljø og landskab, mens dyrevelfærd reguleres gennem anden lovgivning. Ifølge L&F peger forløbet på, at regeringen prøver at bruge lovgivningen til et formål, som loven ikke giver mulighed for.
- Vi mener ikke, at der er tilstrækkelig lovhjemmel. Uagtet hvad man mener om grisenes velfærd og den videre udvikling af sektoren, skal vi i et retssamfund have styr på basale retsgarantier. Ministeren kan fastsætte regler, som ligger inden for lovens hensyn og formål, men ikke udvide formålet igennem en bekendtgørelse, siger Charlotte Bigum Lynæs.
Landbrug & Fødevarer kritiserer også den måde, hvorpå regeringen har annonceret stoppet. Ifølge L&F blev indgrebet reelt meldt ud i en pressemeddelelse den 23. september, selv om det juridiske grundlag først blev sendt i høring flere dage senere.
Organisationen retter samtidig kritik mod, at stoppet efter dens opfattelse får tilbagevirkende kraft.
- I Danmark lovgiver vi ikke via pressemeddelelser og slet ikke med tilbagevirkende kraft. Vi har også noteret os, at andre juridiske eksperter har været ude med lignende vurderinger i medierne, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Christian Fink Hansen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer Gris, advarer om, at regeringens midlertidige stop for nye og udvidede konventionelle griseproduktioner kan føre til retssager. Han kritiserer samtidig, at regeringen ikke har undersøgt de økonomiske konsekvenser for erhvervet. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Kan få betydelige økonomiske konsekvenser
Landbrug & Fødevarer advarer samtidig om, at indgrebet kan få betydelige økonomiske konsekvenser for både griseproducenter og virksomheder i den øvrige værdikæde. Organisationen fremhæver, at regeringen ikke har gennemført en erhvervsøkonomisk konsekvensvurdering af forslaget.
Det vækker kritik hos Christian Fink Hansen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer Gris.
- Forslaget rammer ikke kun den enkelte landmand, der har en gård. Det rammer også slagterier og underleverandører, herunder hele agroindustrien. Derfor er det afgørende, at også de økonomiske konsekvenser bliver klarlagt, siger han.
Han advarer om, at den manglende afklaring kan tvinge erhvervet til at gå rettens vej.
- Det vil ende med, at vi tvinges til at føre retssager ved domstolene. Vi så hellere, at man gjorde sig umage og trak det her forslag tilbage på værkstedet, siger Christian Fink Hansen.
Kan få betydning for andre erhverv
Ifølge Landbrug & Fødevarer rækker sagen længere end til griseproduktionen.
Organisationen frygter, at regeringens fremgangsmåde kan skabe præcedens for, hvor vidtgående indgreb en minister kan gennemføre med henvisning til eksisterende lovgivning.
- Hvis det bliver op til den til enhver tid siddende minister at fastsætte regler om, at visse ansøgninger altid vil indebære et afslag uden tydelig bemyndigelse, så åbner det op for en meget stor usikkerhed i mange brancher, siger Charlotte Bigum Lynæs.
Landbrug & Fødevarer opfordrer på den baggrund regeringen til at trække forslaget tilbage og genoverveje både det juridiske grundlag og de økonomiske konsekvenser, inden der træffes endelig beslutning.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































