Mette Frederiksen roste landbruget - på vej mod CO2-afgift
I den nye regerings virke skal der for alvor sættes gang i den grønne omstilling af landbruget med CO2-afgift, selvom landbruget fik ros for sit klimafokus af statsminister Mette Frederiksen.

- Danske landmænd er allerede blandt verdens bedste til at producere fødevarer af høj kvalitet, på en mere miljø- og klimavenlig måde end i mange andre lande, sagde Mette Frederiksen under åbningstalen for den nye regering. Foto: Ft.dk
Der skal være mere fokus på at indfri klimamål under den nye regering, i stedet for at sætte nye mål. Det sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun for første gang holdt tale i Folketinget, siden den nye regering blev præsenteret.
Mange af de ting, som Mette Frederiksen slog fast under sin præsentation af programmet for SVM-regeringens arbejde, var allerede kommet frem i forbindelse med regeringsgrundlaget, men statsministeren motiverede yderligere, hvad der var brug for. Det gælder især på landbrugs- og klimaområdet.
- Klimamålene er selvfølgelig vigtige, men det vigtigste her nu er ikke nye klimamål. Det er at komme i mål. Kort sagt, at få alt det, vi allerede har aftalt på tværs af partierne, her i salen, gjort til virkelighed, sagde Mette Frederiksen og fortsatte:
- Derfor vil regeringen i den valgperiode, vi går i gang med nu, have fokus på noget, der kan lyde kedeligt, men måske er det allervigtigste, nemlig implementering. Vi vil indføre en CO2-afgift i landbruget, der skal bane vejen for en grøn omstilling af Danmarks fødevareproduktion.
- Er blandt verdens bedste
I talen havde Mette Frederiksen en række rosende ord til landbruget.
- Danske landmænd er allerede blandt verdens bedste til at producere fødevarer af høj kvalitet, på en mere miljø- og klimavenlig måde end i mange andre lande.
- Men nu tager vi de næste skridt. Ansvarligt, bæredygtigt og uden bare at skubbe problemer og arbejdspladser ud af landet. Vi skal udvikle dansk landbrug, ikke afvikle det, lød det fra statsministeren.
To grønne love på vej
Helt konkret vil der i den kommende folketingssamling ske konkrete tiltag i forhold til landbrugets grønne omstilling. Det fremgår af det lovkatalog, som regeringen har udsendt.
Således skal Folketinget formelt behandle det forslag om en en oprettelse af en fond for plantebaserede fødevarer, som alle Folketingets partier blev enige om i 2021.
Folketinget skal også lovbehandle aftalen om at reducere drivhusgasudledninger fra dyrehold.
- Formålet med lovforslaget er at etablere hjemmel i husdyrbrugloven til at fastsætte regler om indretning og drift af anlæg, der skal medvirke til reduktion af drivhusgasudledninger fra erhvervsmæssige dyrehold, skriver regeringen i lovkataloget.
Lovforslaget udmønter en del af aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne fra oktober 2021.
Lovforslagene forventes fremsat inden vinterferien.