Trods dansk klimaskepsis: EU roser Danmark på klimaområdet

EU er klar til at sende 2,23 milliarder kroner til Danmark, der blandt andet skal gå til forskning og grøn omstilling i landbruget. I den forbindelse roser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, Danmarks klimainitiativer.

Tirsdagens offentliggørelse af den årlige rapport fra Klimarådet kastede et kritisk lys på de danske bestræbelser på at nå sine egne klimamål, både frem til 2025 og frem til 2030. Ifølge Klimarådet er det ikke sandsynliggjort, hvordan Danmark skal kunne nå 70 procents reduktion i udledningen af klimagasser i 2030, og samtidig betyder fremskyndelsen af en række EU-direktiver, at Danmark står over et yderligere efterslæb på området.

Det har ikke skortet på politiske reaktioner fra Christiansborg ovenpå rapporten. Især har man fra venstrefløjen slebet knivene, og adskillige minsitre er kaldt i samråd ovenpå konklusionerne fra Klimarådet. Det gælder både fødevareminister Jacob Jensen (V) og klimaminister Lars Aagaard (M).

- Så kan der ikke snoozes længere, regering! Klimarådet konkluderer, at Danmark risikerer at misse klimamålene. Der er stadig ikke reduktioner nok på bordet, og klimamålene rykker tættere på. Klimaministeren og regeringen må i arbejdstøjet, skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr på Twitter, hvor den radikale leder Martin Lidegaard er på linje med hende:

- DK er bagud på VE (vedvarende energi, red.), grøn fjernvarme, CO2-afgift i landbruget og så videre. En ny & ambitiøs tilgang nødvendig, hvis vi skal nå i mål, skriver han.

Men det er ikke alle steder, at den danske klimaindsats bliver dumpet. Et af stederne er hos EU. Her har Kommissionen netop godkendt en dansk ansøgning om penge fra EU's genopretningsfond, der blev oprettet i kølvandet på coronapandemien. Pengene er øremærket til klimatiltag, og det vil i første omgang kunne mærkes i landbruget, da nogle af pengene skal gå til at tage lavbundsjorde ud af drift via multifunktionel jordfordeling.

von der Leyen: DK førende på grøn omstilling

I en video på det sociale medie Twitter roser EU-Kommissionens formand, tyske Ursula von der Leyen, den udvikling, der har været på området i Danmark. Hun mener, at Danmark har gjort gode fremskridt i udrulningen af en genopretningsplan.

- Danmark er allerede førende med hensyn til den grønne omstilling, og det her (pengene, red.) vil hjælpe Danmark med at fastholde sit forspring på området. Og jeg er imponeret over de danske investeringer i forskning og udvikling indenfor ren teknologi, siger von der Leyen i videoen, der kan ses herunder.

 

 

Så snart at planen er endelig godkendt i EU-institutionerne, kan Danmark se frem til at modtage 300 millioner euro, hvilket svarer til 2,23 milliarder kroner. 

Flere penge til CO2-fangst

I det hele taget har de seneste to dage været indbringende, hvis man beskæftiger sig med klimaområdet og forskning. Onsdag blev samtlige partier i Folketinget enige om at fordele 3,6 milliarder kroner, hvoraf knapt halvdelen, cirka 1,7 milliar kroner skal gå til forskning i grøn omstilling. 

Det omfatter blandt andet midler til forskning i fangst og lagring og anvendelse af CO2.
 

Læs også