Landmandsorganisation vil traktor-demonstrere mod CO2-afgift

- Vi er klar til at aktionere og rulle mod København med hundredvis af traktorer fra hele landet for at protestere mod en ensidig og ufaglig og dermed retsstridig dansk CO2-afgift på landbrugs- og fødevareproduktion. Og vi gør det, hvis dette vanvid ikke stopper.

Sådan lyder fra formanden for landmandsforeningen Agerskovgruppen, Jens Peter Aggesen, i en pressemeddelelse.

- Frustrationerne er kæmpestore, og vi ser med stor forståelse på, at vores landmandskolleger i de andre EU-lande i disse uger også demonstrerer for deres erhvervs overlevelse. Går det, som vi frygter, at danske politikere forestiller sig en ensidig og høj fast afgift på al CO2, der udledes fra fødevareproduktion i Danmark, rykker vi mod Christiansborg og blokerer hovedstaden med vores traktorer. Vi har været for flinke alt for længe.

- Sandheden er nemlig, at indføres der, som antydet af visse forskere og politikere, en høj fast afgift på alle biologiske processer, husdyrenes udåndingsluft, regnormenes aktiviteter og hele det økologiske kredsløb på vores marker, uden at fratrække al den CO2, en stor plantevækst optager, ja så dør landbruget i Danmark. En fast afgift på al CO2-udledning fra landbruget i Danmark vil betyde, at danskerne kommer til at spise udenlandske fødevarer. Fødevarer, der er produceret i lande, hvor der ikke er CO2-afgift på biologiske processer. Og så redder det ikke en dyt på den samlede udledning af klodens klimagasser, tværtimod.

- Skal der lægges en afgift på CO2-udledning, må vi som minimum kræve, at det samme sker i alle de andre EU-lande, ellers kan det sammenlignes med en overilet etnisk udrensning. Endnu en bevidst kvælning af en erhvervsgruppe her i Danmark.

- Med vores aktioner vil vi ikke bare råbe de fejlinformerede politikere op. Vi vil også fortælle befolkningen, at ikke alle parterne i de igangværende grønne trepartsforhandlinger i økonomiministeriet, har fattet, hvad der er ved at ske. Vi har i årevis arbejdet intenst på at reducere brugen af fossil energi i landbruget, og vi er allerede nået rigtigt langt. Vi har den mest klimaeffektive produktion i hele verden, og vi forbedrer os hver eneste dag. Det vil vi gerne fortsætte med, men det kan vi jo ikke, hvis vi lukker dansk landbrug, og danskerne skal leve af udenlandske fødevarer.

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også