Statsminister afviser kategorisk at have brudt grundlov

Statsminister Mette Frederiksen placerer entydigt ansvaret for de seneste ugers kaotiske forløb omkring nedlukningen af minkerhvervet hos den tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) og embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet.

- Det er simpelthen forkert, at jeg skulle have begået et grundlovsbrud.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun onsdag i Folketinget stillede op til en hasteforespørgsel. Hun fik samtidig sagt, at det er en absurd påstand, at regeringen har et afslappet forhold til Grundloven.

Ordene fra statsministeren er de første, som hun er kommet med i offentligheden – på nær et enkelt Facebookopslag – efter et hav af politikere fra blå blok lørdag eftermiddag langede voldsomt ud efter statsministeren under traktordemonstrationer i både Aarhus og København.

Fra statsministeren blev der gentaget det, som også stod i et notat fra Justitsministeriet i sidste uge. Nemlig, at det, som blev sagt under pressemødet 4. november, ikke har retsvirkning over for borgerne, og at hun på det tidspunkt ikke var klar over, at der manglede lovhjemmel.

På pressemødet sagde Mette Frederiksen, at det er nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Også avlsdyrene.

- Havde vi vidst, at der manglede lovhjemmel, så havde vi sagt det, og samtidig bedt Folketinget om tilslutning til en hastebehandling. Og samtidig gjort det klart, at ind til lovgivningen var på plads, så var der tale om en opfordring til minkavlerne uden for smittezonerne, sagde Mette Frederiksen, der sagde, at regeringen ingen motiv overhovedet har for at gøre det modsatte.

Mogens Jensen får kritik

Til spørgsmålet, mange har stillet den seneste tid om, hvorfor statsministeren ikke, da det tilsyneladende går op for hende søndag 8. november, at der mangler lovhjemmel, ikke straks sørger for at få stoppet aflivningerne, sender hun her en hård kritik af den nu afgåede fødevareminister Mogens Jensen og embedsværket i Miljø- og Fødevareministeriet.

- Den diskussion bygger på nogle forkerte forestillinger om, hvad der er statsministerens opgave. Da jeg søndag den 8. november sender et brev til Folketingets formand med ønske om hastebehandling, der er den daværende fødevareminister fuldt ud bevidst om den manglende lovhjemmel.

- Det er der også andre, der er. Fødevareministeren og hans system havde her allerede taget kontakt til partierne i Folketinget. Senere samme aften kommenterede fødevareministeren den manglende hjemmel i offentliggheden.

- Lad mig samtidig oplyse, at jeg søndag aften ikke bliver oplyst om, at der skulle foregå noget ulovligt. Nemlig at myndighederne skulle være i gang med tvungne aflivninger uden for smittezoner, sagde Mette Frederiksen.

Forventning efter reglerne

Hun forklarede, at i den situation, som opstod søndag 8. november, er det helt efter reglerne, at hun som statsminister forventer, at den ansvarlige minister og departement selv træffer de nødvendige foranstaltninger.

Først tirsdag den 10. november sendte Fødevarestyrelsen en skrivelse ud til landets minkavlere, hvor det blev præciseret, at det brev, som Fødevarestyrelsen havde sendt ud efter pressemødet 4. november, og som indeholdt ordet »skal« 31 gange, kun skulle opfattes som en vejledning og opfordring.

- Det er et problem, at der mangler en lovhjemmel. Det er også et problem, at da den ansvarlige myndighed og det ansvarlige ministerium finder ud af, at der mangler en lovhjemmel, at man ikke gør opmærksom på det med det samme, sagde Mette Frederiksen.

Tv-interview ikke problem

Under debatten blev statsministeren også forholdt det faktum, at hun i sin deltagelse i to tv-programmer, Go’ aften Danmark og Aftenshowet den 12. november, til minkavlere gentog, at alle mink i Danmark skal aflives. Selvom det her var tydeligt for alle, at der ikke var hjemmel til det.

- Det interview er givet på et tidspunkt, hvor der er fuld klarhed i Danmark over, at der ikke er lovhjemmel. Det er ikke til diskussion. Regeringen har meddelt, at der ikke er lovhjemmel til den melding, som kom på pressemødet, sagde statsministeren.

- Vildt provokerende

Under hasteforespørgslen i Folketinget stillede justitsminister Nick Hækkerup (S) også op. I denne uge har hans ministerium udsendt en pressemeddelelse, fordi ministeret mener, at det er forkert at betegne statsministerens melding den 4. november som en ordre. Det gentog han onsdag.

- Det er simpelthen ikke rigtigt, at regeringen har givet en ulovlig ordre, sagde han.

En melding, der blandt andet provokerede De Radikales Jens Rohde:

- Undskyld mig. Det er helt vildt provokerende at høre på det, justitsministerens står og siger. Og det tror jeg, at det er for alle de mennesker, som har oplevet, hvad der foregår i virkelighedens verden.

- Har justitsministeren forståelse for, at der ikke er nogle mennesker i dette land, som bevæger sig i den virkelige verden, der fatter en brik af, hvad justitsministeren står og siger, sagde Jens Rohde.

Jura-teknik

Fra Nick Hækkerup lød det:

- Det kan der gives mange svar på. Nu drejer det sig ikke om at gøre, hvad der er populært og nemt, men hvad der er rigtigt. Og vil man ind i en teknisk juridisk debat, så er man nødt til at tage den tekniske, jurdiske debat på det, som er de teknisk-juridiske regler.

- Det, som bliver sagt på et pressemøde eller andre politiske meldinger, som man måtte komme med, er hverken administrative forskrifter eller konkrete forvaltningsafgørelser, som kan skabe forpligtigelser for borgerne. Det er bare super vigtigt at holde fast i, lød det fra Nick Hækkerup.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

 

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også