Fortsæt – eller skift forsikringsselskab…
Hvis forsikringsaftalen udløber til nytår, er det nu, man skal tage stilling til, om man vil fortsætte eller få tilbud fra andre selskaber. Måske med hjælp fra en forsikringsmægler.
Stort set alle landbrug har tegnet fem-årige aftaler med deres forsikringsselskaber og langt de fleste har 31. december som forfaldsdato.
Når aftalen nærmer sig udløbsdatoen, skal man tage stilling til, om den blot skal forlænges for en ny periode i samme forsikringsselskab eller om man skal få et par alternative tilbud fra andre selskaber.
- Ønsker man at høre, hvad andre forsikringsselskaber kan tilbyde, er det nu, man skal handle – og måske er man allerede sent ude, fortæller Peter Quitzau, der er direktør i DLBR Forsikringsmægler A/S.
Hos nogle forsikringsselskaber skal forsikringen opsiges inden den 1. oktober, hvis udløb af aftalen er 31. december. I andre selskaber kan opsigelse ske helt frem til den 1. december.
Mange risici skal vurderes
- Uanset om man har én eller tre måneders opsigelsesvarsel, er det på høje tid at sætte en udbudsproces i gang. Har man et produktionslandbrug, er der mange risici, der skal vurderes, forklarer Peter Quitzau og tilføjer:
- Forsikringsselskaberne, der indhentes tilbud fra, skal besigtige bygningerne, og der skal holdes møder med assurandørerne. Efterfølgende skal de udarbejde tilbud, som man naturligvis skal have tid til at gennemgå og sammenligne.
- Det er vanskeligt at sammenligne forsikringstilbud på landbrug. Der er mange måder at vurdere og forsikre landbrug på, og når det handler om forsikringer, er det stadig meget vigtigt at læse det, der er skrevet med småt, pointerer Peter Quitzau.
Uafhængig forsikringsmægler
Han understreger, at forsikringsselskabets assurandør har en stor interesse i at kunne afgive et billigt tilbud, da prisen selvfølgelig er et væsentligt parameter, når man skal sammenligne tilbuddene. Her skal man dog passe på, advarer Peter Quitzau.
- Der kan ved valg af forsikringsformer og -dækninger reduceres i præmien, men det vil også betyde en mere begrænset dækning, og det kan blive meget dyrt, hvis der sker en større skade, forklarer han.
Man kan vælge at lade en forsikringsmægler håndtere hele udbuddet. Mægleren er uafhængig af forsikringsselskaberne og varetager alene forsikringstagerens interesser. Mægleren laver et udbudsprospekt, der beskriver, hvorledes både familien og bedriften skal forsikres.
- Der bliver efterfølgende forhandlet med forsikringsselskaber og afsluttet med en analyse, man kan tage beslutning ud fra. Man slipper for møder med selskabernes assurandører, og forsikringsmægleren har ansvaret for, at man bliver forsikret, som man ønsker, fortæller Peter Quitzau.
Forsikringstageren skal betale for mæglerens arbejde, men vælger man at benytte forsikringsmægleren til efterfølgende løbende at håndtere sine forsikringer, får man særlig betjener-rabat på forsikringerne, fordi forsikringsselskabet sparer omkostninger til assurandør og administration.