Kraftig regn fik i sidste uge kloakkerne i Thisted til at løbe over, så afføring og spildevand endte i havnebassinet. Det skriver TV2 Nord.

Landmand Thomas Kristoffersen blev chokeret over synet.

- Det lugtede virkelig grimt. Og det er eddermame ulækkert at stå og se, at det flyder med afføring, siger han til mediet.

Han fortæller, at der flere steder stod vand op af kloakdækslerne, og at afføring, bind og slam lå synligt i vandet.

Thomas Kristoffersen ønsker, at der bliver foretaget undersøgelser af miljøeffekterne.

Problemet er kendt hos Thy Forsyning, der står for rensningsanlægget i byen. Bestyrelsesformand Kristian Tilsted (V) siger til TV2 Nord, at der er givet dispensation til at bruge overløbene ved ekstreme regnskyl for at beskytte bygninger og kældre.

Han erkender, at nogle ser det som svineri, men understreger, at kommunen allerede arbejder på et milliardprojekt med separatkloakering.