»Uro« og »panik« på markedet: Svinenoteringen tager stort dyk
Uro i markedet og får mange mindre aktører til at gå i »panik« blandt mindre aktører sender Danish Crowns svinenotering nedad for uge 30.

Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Priserne på fersk kød i Europa sætter sig i øjeblikket.
- Forbruget er bestemt ikke prangende, og vejret i det nordlige Europa kalder mere på suppe og simreretter end nakkekoteletter og pølser på grillen, skriver Danish Crown i virksomhedens ugentlige markedsberetning torsdag.
Således sænker slagterikoncernen noteringen for slagtesvin med 40 øre. Det samme gælder noteringen for søer.
- På ryggen af den tyske noteringsænkning på 10 cent for 14 dage siden, forsøger mange aktører i markedet at presse priserne ned. Det er først og fremmest delstykker med ben som skinker og forender, der bliver ramt, og det får en del kunder til at handle med en kortere horisont, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
- Det skaber uro i markedet og får mange mindre aktører til at gå i panik, fordi de ikke vil have varer på lager. Det afføder en situation, hvor nogle indkøbere sidder og venter på »dagens tilbud«, og det er den mekanisme, der får priserne til at sætte sig, tilføjer han.
Stabil eksport til Asien
Modsat det europæiske marked er der en stabil eksport til de traditionelt gode markeder i blandt andet Asien. Efterspørgslen har været stigende de seneste måneder og efter en lang periode med tilbageholdenhed fra indkøbernes side, er der nu igen en vis tyngde i ordrerne.
- Jeg er ikke bange for at sige, at vi har set et stemningsskift. Nu er det i højere grad kunderne, der ringer til os end omvendt, og der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at det vil svinge rundt igen frem mod årets udgang, siger Mads Stougaard og tilføjer:
- Udviklingen i Europa er derimod langt sværere at spå om. Noget kan tyde på, at vi kan være på vej tilbage mod et marked, hvor det i høj grad er den samlede eksport ud af EU, der sætter prisen, men om det holder stik, får vi først svaret på hen over efteråret.