Nye ASF-angreb rammer centralt i Polen

Efter at være gået fri for afrikansk svinepest i op mod to år, har den frygtede svinesygdom nu igen ramt besætninger i det centrale Polen, oplyser flere medier. 

For første gang i 2021 er polske besætninger med tamsvin blevet ramt af afrikansk svinepest. Stalden her stammer netop fra Polen, men har ikke noget med de aktuelle udbrud at gøre. Foto: Artem Merzlenko VestIn

Polen har haft svært ved at kæmpe mod udbredelsen af afrikansk svinepest (ASF) i de senere år. Siden 2019 har den smitsomme svinesygdom dog begrænset sig til den østlige og vestlige del af landet. Men den seneste tid har ført til en bekymrende spredning af smitten til det centrale Polen, skriver flere internationale medier. 

Ifølge det polske medie Farmer.pl har tre svinebesætninger fået uvelkomment besøg af ASF, og er nødtvunget blevet slået ned efterfølgende. Alt tyder på, at smitten er blevet viderebragt af mennesker, da der ikke har været tegn på sygdommen hos for eksempel vildsvin.

Første i tamsvin i 2021 

Udbruddene er sket cirka 100 kilometer fra grænsen mellem Tyskland og Polen. Hjemmesiden Pig Progress skriver, at der siden også er fundet ASF i vildsvin i nærheden af svinebesætningerne. Det har fået myndighederne til at sende et eftersøgningshold ud for at undersøge, om flere vildsvin er blevet ramt af ASF. 

Myndighederne og svineproducenter i Polen har ellers arbejdet hårdt på at holde ASF ude af besætninger med tamsvin. De nye udbrud er således de første i 2021. Til sammenligning blev der i 2020 fundet ASF i 103 besætninger i Polen. De fleste af disse var baggårdsfarme. 

Siden ASF kom til Polen i 2014, er 342 besætninger blevet ramt af ASF. De allerfleste af disse ligger i det østlige Polen nær grænsen til Rusland. 
 

Læs også