Danske slagtesvineproducenter har i 2020 haft den største fremgang i produktiviteten nogensinde. 8.330 slagtegrise producerede de danske slagtegriseproducenter i gennemsnit. Og det med en daglig reference-tilvækst på 1.026 gram og foderudnyttelse på 2.65 FEsv pr. kg tilvækst. Det skriver Svineproduktion.dk.

- Det er nogle virkelig gode resultater, vi har set hos de danske slagtegriseproducenter det seneste år. Det vidner om godt management på de enkelte bedrifter og implementering af nyeste viden. Derudover har avlsarbejdet helt sikkert også spillet en rolle, siger Christian Fink Hansen, som er sektordirektør i Seges Svineproduktion.

Mindre fremgang i soholdet

Det er dog ikke kun hos slagtesvineproducenterne, der er set fremgang i produktiviteten. Også hos både smågriseproducenter og danske soholdere har der været fremgang det forgangne år – om end mindre end hos slagtesvineproducenterne. De danske søer fravænnede 33,9 grise, hvilket er en stigning på 0,3 pattegris i forhold til året før. Det hænger til dels sammen med en stigning på 0,5 flere totalfødte grise pr. årsso.

Pattegrisedødeligheden, som har været et fokusområde de seneste mange år, er stagnerende; 0,1 procentpoint faldt dødeligheden med.

- Vi har mange initiativer i gang, som har til hovedformål at sænke pattegrisedødeligheden. Den gode nyhed er selvfølgelig, at den ikke er steget. Men jeg havde håbet på et større fald. Vi kæmper dog videre både hos Seges Svineproduktion og ude på bedrifterne, siger Christian Fink Hansen.

Færre overlevende søer

Tilsvarende kæmper vi også med at hæve so-overlevelsen, som desværre har været faldende det seneste år. Fra 2019 til 2020 faldt overlevelsen med 1,1 procentpoint. Dette tal indeholder alle døde dyr over 120 kg. Og dermed også store slagtegrise. Men det er ikke noget, der ændrer på, at der er sket et fald i overlevelsen.

- Vi arbejder meget målrettet med at sænke so-dødeligheden. Igen i år sender vi blandt andet et brev til alle so-holdere med deres aktuelle so-dødelighed og en opfordring til at sætte ekstra fokus på overlevelse, siger Christian Fink Hansen.

Derudover er der sat en række tiltag i søen, som understøtter dette arbejde. Blandt andet nye værktøjer, som sætter fokus på so- og pattegriseoverlevelse.

Avl efter bedre overlevelse

Et af de steder, der er sat ind, er i forhold til avlen. Ifølge Svineproduktion.dk har det nemlig vist sig, at de forbedrede slagtesvineegenskaber til fordel for mindre pres på LG5 har haft en let negativ påvirkning på pattegriseoverlevelsen.

- Det er netop derfor, vi har ændret avlsmålet tidligere på året. Vi tror på, at det fornyede tryk på LG5 vil kunne hæve overlevelsen blandt pattegrise. Dét håber jeg på, vi kan se effekten af allerede til næste år, forklarer Christian Fink Hansen.

Det oplyses endvidere, at det øgede avlsmål dog kun er ét af værktøjerne. For der er også en del innovationsarbejde i gang inden for både pattegrise- og so-overlevelse.