Medicinregistrering: Ny app skal øge overblikket
LVK Svinedyrlægerne meddeler, at de har været med i udviklingen af en ny app, der skal øge overblikket i medicinregistreringen.

Det sidste halvandet år har LVK sammen med Pharma Score Software, været med i udviklingen af en App til registrering af medicinforbruget i svinebesætningen. Arkivfoto
Det sidste halvandet år har LVK sammen med Pharma Score Software, været med i udviklingen af en app til registrering af medicinforbruget i svinebesætningen.
- Vi har været med i udviklingen, fordi fejl i medicinregistreringen er en hyppig fejl i svinebesætningerne, når Fødevare- eller Landbrugsstyrelsen er på kontrolbesøg. Med samarbejdet omkring app’en har vi ønsket at medvirke til udvikling af et system, der kan hjælpe besætningsejeren i hverdagen, uden at det skal medføre unødig ekstra tid til registrering.
Det oplyser LVK Svinedyrlægerne Øst i et nyhedsbrev.
Her oplyses det endvidere, at det nye ved denne app er, at den arbejder sammen med LVK dyrlægens diagnoser og ordinationer.
Når dyrlægen har stillet diagnosen og ordineret medicin, bliver dette automatisk overført og registreret i app’en. Besætningens medarbejdere skal herefter blot registrere behandlingen af de enkelte dyr eller dyregrupper med nogle få tryk på telefonen.
Ved brug af Pharma Score app’en har man derfor altid et opdateret medicinregnskab. Dette sikrer, at man som besætningsejer altid har et opdateret overblik over forbruget og medicinbeholdningerne. Samt en sikkerhed for, at man altid opfylder lovens krav til medicinregistrering, herunder de daglige medicinregistreringer. Dette helt uden brug af små papirlapper og notesbøger.