ASF rammer nyt europæisk land
Der er konstateret afrikansk svinepest i Serbien, og samtidig har man svært ved at få bugt med sygdommen i Bulgarien.

Det er fortsat svært for lande i primært Østeuropa at komme af med afrikansk svinepest, der nu er konstateret i 12 lande i Europa. Arkivfoto
Det går fortsat trægt for myndighederne i de forskellige europæiske lande med at få bugt med afrikansk svinepest. Og nu har sygdommen spredt sig til Serbien, der er det 12. land i Europa, der bliver ramt af ASF.
Det oplyser verdensorganisationen for dyrehelbred, OIE. I denne uge er der indrapporteret fire udbrud af den afrikanske svinepest nær hovedstaden Beograd og i Podunavlje-provinsen. I alt blev der konstateret ASF i syv dyr, mens 114 andre grise blev aflivet som følge af sygdommen.
Mange små besætninger i Bulgarien
Samtidig skaber sygdommen store problemer i andre lande i den sydøstlige del af Europa. I Bulgarien er en række større svinebesætninger blevet ramt af ASF, og ifølge Markedsnyt fra L&F har en talsmand for EU-Kommissionen betegnet situationen som »stærkt foruroligende«.
Situationen i landet er meget alvorlig, da Bulgarien sammen med Rumænien er de to EU-lande med flest mindre besætninger, hvilket gør det meget vanskeligt at kontrollere og bekæmpe yderligere smittespredning.
Udbruddene i Bulgarien kan blive en dyr affære. Bulgarske branchefolk mener ifølge nyhedsbureauet Reuters, at udbruddene kan betyde massive tab i bulgarsk svineproduktion og koste over 7 milliarder kroner.
henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66