Alle leverancer af grise med en gennemsnitlig slagtevægt over 91 kg. er siden 2. april 2018 blevet kompenseret med et ekstra tillæg for de gener, som udsættelserne har skabt.

Med udgangen af denne uge er udsættelserne dog så godt som indhentet, og derfor fjernes den ekstraordinære kompensationsmodel, så det igen er de hidtidige regler for kompensation, der gælder.

- Når denne uge er ovre, har vi nået et niveau på den gennemsnitlige slagtevægt (86,5 kg), hvor vi kan forsvare at gå tilbage til de almindelige kompensationsregler. Udsættelserne er nede på 1-2 dage, så grundlaget for øget kompensation er ved at være væk, siger Nicolaj Nørgaard.

- I samme åndedrag vil jeg gerne takke vores andelshavere for deres forståelse. Der har været flere årsager til, at det er gået, som det er, men jeg kan sige nu, at vi arbejder på højtryk for at undgå lignende situationer fremadrettet. Vi har allerede sat et pilotprojekt i søen på Bornholm, hvor vi vil prøve at samarbejde med andelshaverne om at få et bedre overblik over antallet af grise i staldene og dermed de kommende tilmeldinger.

Ved udgangen af uge 26 er forventningen, at Danish Crown i gennemsnit vil være under en halv slagtedag bagud med afhentningen af grise, men som det har været tilfældet i løbet af foråret, så vil nogle andelshavere fortsat opleve længere udsættelser.

- Arbejdet med at rydde op er i fuld gang, men skulle der være nogle andelshavere, der fortsat har tunge grise til at gå i staldende, og som ikke har fået afhentet tilfredsstillende, så vil jeg opfordre dem til at kontakte Centralplanlægningen og træffe aftale om afhentning, siger Nicolaj Nørgaard.

      
 

Svin