Torsdag den 19. marts fra klokken 14.00-17.30 holder SLF sammen med SvineRådgivningen og L&F et svinemøde om svinepest, hvor fokus er på konsekvenser og generel beskyttelse. Her er der blandt andet mulighed for at høre, hvordan bankerne ser på situationen.
På mødet vil Jens Munk Ebbesen fra Landbrug & Fødevarer fortælle om konsekvenserne for dansk svineproduktion ved svinepest i Tyskland og Danmark. SvineRådgivningen kommer blandt andet ind på nyheder som de nye krav til forrum og generel smittebeskyttelse, det nye koncept »Elite smågris«, samt Zero zink. Desuden vil Nykredit afslutningsvist give deres bud på, hvordan de ser på branchen.
Mødet bliver holdt hos SLF i Vojens og deltagelse er gratis. Tilmelding er dog et krav af hensyn til forplejning.
DC klar med nyt værktøj på dashboardet
På Danish Crowns Dashboard er der kommet en ny funktion, hvor du kan sammenligne din egen produktion med en benchmarkgruppe, som du selv vælger. Du kan sammenligne data på kødprocent og på afregning i forhold til noteringen. Du kan vælge imellem forskellige produktionsformer, produktionstørrelse, og hvilken bedste procentdel, du ønsker at sammenligne din egen produktion med.
Dermed ved du, at du tilnærmelsesvis sammenligner dine egne tal med en gruppe af svineprocenter, der producerer under samme forhold, som du selv gør. Det skriver Danish Crown i en meddelelse på deres hjemmeside.
Den nye funktion kan bruges til at motivere medarbejderne ved at sætte mål om at komme op blandt de bedste 25 eller 10 procent på eksempelvis afregningspris i forhold til noteringen eller kødprocent.
På afregningspris i forhold til noteringen kan du også se, hvordan din produktion ser ud på tillæg/fradrag i sammenligning med den valgte benchmarkgruppe.
PattegiseLIV afholdes også på engelsk
SvineRådgivningen meddeler i deres seneste nyhedsbrev, at de nu tilbyder PattegriseLIV på engelsk og dermed giver besætninger med engelsktalende medarbejdere mulighed for at deltage.
Ifølge SvineRådgivningen fokuseres der i PattegriseLIV 2.1 på farestalden, øget pattegriseoverlevelse og dermed flere fravænnede pattegrise af høj kvalitet.
Konceptet er målrettet medarbejdere, der leder eller er nøglemedarbejder i farestalden, medarbejdere som er villige til at dele erfaringer med ligesindede mennesker fra andre besætninger, medarbejdere som ønsker at lære nyt og arbejde med fokus på nye initiativer, samt medarbejdere der taler engelsk.
PattegriseLIV 2.1 projekt indeholder to elementer: Staldskole og rådgivningsforløb. Interesserede kan kontakte SvineRådgivningen for yderligere information.
Erfamøder for engelsktalende ansatte
Danvet meddeler, at de i den kommende måned afholder erfamøder for udenlandsk personale i løbe-/drægtighedsstalden.
Møderne er et heldagsarrangement fra 9-14 med 8-12 kursister samt en dyrlæge, der afholdes i en udvalgt besætning. Dette giver deltagerne og dyrlægen mulighed for at gennemgå teoretiske såvel som praktiske problemstillinger.
Erfamødet giver derudover mulighed for faglig sparring med andre engelsktalende, der har ansvar i løbe- og drægtighedsstalden, at præsentere egne produktionsresultater med input til forbedringer fra andre deltagere og dyrlæge, en besætningsgennemgang af en anden besætning, hvor der er mulighed for opsamling af tips og tricks, introduktion til nyeste viden, samt en præsentation af relevante problemstillinger.
Dyrlægen vælger et emne, der gennemgås grundigt.
Erfamøderne afholdes: Torsdag den 26. marts hos Åbakken Landbrug i Glumsø og tirsdag den 31. marts hos Origo Agro i Odense.
Se mere om møder og tilmelding via danvet.com.
Læs mere om Zinkfri fravænning
Nu er det slut med anvendelse af veterinær zink i svineproduktionen. Klik her og bliv klædt på til den nye hverdag i svinestalden.
Læs mere her