Sønderjysk bedrift med 400 årskøer investerer i en fabriksny Hoegild vertikalblander på 32 kubikmeter. Den erstatter en fire år gammel blander, der er helt magen til og har blandet 25 tons fuldfoder om dagen.
Peter Christian Petersen, Rødekro, og hans Søn, Jacob Petersen, har for nylig bestilt en fabriksny 32 kubikmeter Hoegild Feeder vertikalblander fra Hoegild ApS.
Den nye fuldfoderblander er fuldstændigt magen til deres gamle blander, der har blandet fuldfoder til den sønderjyske bedrifts 400 årskøer og hundyropdræt i fire år.
Blanderen har tre snegle og bogie-hjulmontering.
Den eneste forskel på den nye og den gamle vertikalblander er, at den nye leveres med et lidt kraftigere reduktionsgear. Der blandes nemlig cirka 25 tons kompakt-fuldfoder hver dag på bedriften, så blanderen kører i to og en halv time dagligt.
- Vi har undervejs fået monteret et lidt kraftigere reduktionsgear på vores nuværende blander på garantien, da det havde en tendens til at køre varmt. Herudover har vi selv fået skiftet knivene på blanderen en enkelt gang, fortæller Jacob Petersen.
Blander godt
- Når vi vælger at skifte til en fabriksny Hoegild blander magen til, så er det først og fremmest, fordi vi synes, at den blander godt og tømmer fuldfoderet jævnt af på foderbordet. Desuden er blanderen handy at komme rundt med, og vi har ikke haft driftsstop på den undervejs, siger han.
- Vi stod overfor enten at skulle skifte blandesnegle i vores nuværende blander, der har kørt mange timer, eller investere i en ny. Det regnede vi på og valgte så at investere i en ny med serviceabonnement, som giver os tre års nygaranti igen, forklarer Jacob Petersen.
Imponerende holdbarhed
- Desuden får vi en god byttepris for vores brugte blander. Når vi vasker den, kan man praktisk talt ikke se, at den er brugt. Den er ikke falmet i farven, og vi er i det hele taget imponerede over, at blanderen har holdt sig så flot, tilføjer han.
Forklaringen er, ifølge Hoegild, at firmaets fabriksnye fuldfoderblandere sandblæses, inden der påføres Epoxy primer plus toplak med en samlet lagtykkelse på 150 my.
Heller ikke den brugte blanders blandekar i slidstærkt Hardox stål bærer nævneværdigt præg af at have kørt så mange timer, som den faktisk har.
- Vi har valgt at få vores nye vertikalblander leveret med beskyttelseskanter på blandesneglene, da vi regner med, at de så vil holde noget længere, fortæller Jacob Petersen.
l-l