- Det her er en meget alvorlig situation for store dele af dansk planteavl. Vi mister nogle centrale værktøjer til at sikre udbytte og kvalitet, og det vil få betydelige økonomiske konsekvenser for både den enkelte producent og hele værdikæden.

Sådan lyder det fra Poul Christensen, bestyrelsesmedlem i Spiras, efter at Miljøstyrelsen netop har besluttet at udfase en række pesticider. Det gælder eksempelvis alle produkter med aktivstofferne Fluazinam og Fluopyram på grund af risikoen for dannelse og udvaskning af TFA (trifluoreddikesyre) til grundvandet.

Beslutningen vækker stor bekymring i landbruget – og altså også hos Poul Christensen, som driver planteavl på Koldingegnen. Poul Christensen påpeger, at udfasningen rammer kartoffelproduktionen særligt hårdt, men at hele planteavlssektoren står over for en alvorlig udfordring, når den næste delafgørelse forventes i august/september.

- Det er vigtigt, at man i myndighedernes vurdering ikke kun fokuserer på pesticider

Poul Christensen, bestyrelsesmedlem i Spiras

Andre kilder

Han understreger vigtigheden af, at man i den videre proces bevarer det faglige fokus og tager højde for hele det billede, som ligger bag fund af TFA.

- Det er vigtigt, at man i myndighedernes vurdering ikke kun fokuserer på pesticider, men at vi også ser på den baggrundsbelastning, som kommer fra andre kilder – eksempelvis nedbør. Vi har allerede set målinger i Danmark, hvor regnvand indeholder TFA over grænseværdien for pesticidrester i drikkevand, og det skyldes bl.a. spraydåser og klimaanlæg. Det bør indgå i en helhedsorienteret vurdering, tilføjer Poul Christensen.

Han henviser til Geus-rapporten »TriFluPest«, som bl.a. dannede grundlag for Miljøstyrelsens revurdering og peger på, at der nu er brug for fagligt samarbejde mellem myndigheder, forskere og erhverv for at finde løsninger, der både sikrer miljøet og landbrugets fremtidige konkurrenceevne.

- Vi skal ikke lukke øjnene for problemerne, men vi må også sikre, at erhvervet ikke står uden handlemuligheder. Derfor opfordrer Spiras til, at myndighederne inddrager erhvervet i en åben og fagligt funderet dialog, slutter Poul Christensen.