Det var første gang, Jakob Andersen, hustruen Ulla, datteren Katarina og svigersønnen Anton stod med deres stand på Hobro Dyrskue, da LandbrugNord mødte dem.

Familien bag det nystartede firma Krand A håber, at der er plads i markedet – også selvom nogle af konkurrenterne er mange gange større.

- Vi startede for et halvt år siden, og vi vil gerne arbejde med læhegn, småskov og skovrejsning – altså hele processen fra start til slut. Vi planter, vi vedligeholder, og vi tilbyder også rensning og pasning af læbælter, fortæller Jakob Andersen.

Han driver virksomheden sammen med sin kone, deres tre børn og svigerbørn. En ægte familievirksomhed, hvor det kun er Jakob, der er ansat på fuld tid. Resten af familien hjælper til, når der er brug for ekstra hænder i marken.

- Det er især, når vi planter, at vi alle er med. Når det gælder rensning, klarer jeg det selv. Og så har børnene meget bedre styr på GPS’en, end jeg har, siger Jakob med et smil.

Fra mink til træer

Bag sig har Jakob en baggrund som landmand og tidligere minkavler.

- Og så har vi åbenbart en idé med at ville være selvstændige os, der har været det. Så nu skulle det altså prøves det her, fortæller han.

Derfor blev det oplagt at tage erfaringen som landmand med over i en ny retning.

Virksomheden har base i Gammel Nørager mellem Nørager og Kongens Tisted, og opgaverne spænder bredt – fra 100 meter læbælte til over halvanden kilometer. Lige nu er der projekter i gang i arbejdsområdet fra Løgstør til Hammershøj, men længere ud end det skal traktoren helst ikke.

- Der er nogle af de rigtig store spillere, som nok bedre kan tage det, der ligger lidt længere væk. Vi håber bare, der også er lidt til os andre. Og det ser det da ud til at være, siger Jakob.

Klipning af læhegn, mindre jordopgaver med minigraver, ukrudtsbekæmpelse også videre er også i virksomhedens repertoire.

Jæger, naturmand og fællesskab

Jakob Andersen er selv jæger og har altid haft en forkærlighed for naturen. Derfor var det naturligt for ham også at tilbyde anlæg af blandt andet vildtremiser.

- Jeg elsker at være ude i naturen og har gjort en masse for mit eget – derfor synes jeg bare, at det her kunne være et megafedt projekt, siger han.

Planterne til læhegnene hentes helt nede ved Oksbøl – et bevidst valg.

- Det er langt væk, men det er for at få nogle, der er i orden. Så kvaliteten ligesom er i top, fortæller datteren Katarina, som sammen med kæresten Anthon repræsenterede Krand A på dyrskuet.

Katarina går i 3.g og hjælper til i virksomheden i fritiden og weekenderne – ligesom hendes to brødre.

- Vi hygger os med det. Vi nyder at have fælles projekter, siger hun og bakkes op af faren:

- Det dejlige ved det her er, at vi laver det sammen som familie.

Et skridt ad gangen

Jakob Andersen lægger desuden vægt på den personlige kontakt, han har med kunderne – og som han også kan mærke har betydning for dem.

- Bondemanden har kontakt direkte med mig, der kommer og laver det hele, understreger han.

Selvom ambitionerne ikke er at vælte de store spillere på markedet af pinden, så er håbet klart: At skabe en solid og bæredygtig forretning.

- Vi satser ikke på, at det bliver stort, men vi satser da på, at vi kommer til at have en fornuftig forretning, siger Jakob Andersen.

Business