Inventarfirma indgår samarbejde med handelsplatform

Aco Funki vil skabe større tilgængelighed og synlighed af virksomhedens sortiment gennem et nyt samarbejde med den digitale handelsplatform Maykers.

Nu bliver det lettere for svineproducenter at købe Aco Funki-produkter, når virksomheden tager hul på første skridt af deres digitaliseringsstrategi.

Aco Funki har netop indgået et samarbejde med den digitale markedsplads Maykers.com, hvor det fra den 12. april vil være muligt at lægge udvalgte dele af Aco Funkis sortiment i »kurven« og klare handlen online.

Formålet er at skabe en lettere og mere overskuelig købsoplevelse for både nye og eksisterende kunder. 

- Dette er første skridt på vores digitale rejse, som involverer en øget tilgængelighed af vores produkter online, fortæller Lene Bryde, administrerende direktør i Aco Funki.

- Online-handel er blevet en almindelighed hos den private forbruger, og det mener vi også bør gøre sig gældende for de professionelle landmænd. De skal have mulighed for at kunne gøre deres handel online over aftenkaffen eller i weekenden, og dermed spare både tid og penge, tilføjer hun. 

Øger synligheden

Aco Funki specialiserer sig i udvikling og produktion af staldsystemer til svineproducenter i hele verden. Sortimentet strækker sig derfor fra små komponenter til store staldprojekter. Produkter og inspiration bliver fremadrettet tilgængelig på Maykers.com.

- Jeg har store forventninger til denne fase af vores rejse, hvor vores varer bliver synlige for kunder samme sted. Der er sikkert mange landmænd, der ikke er opmærksomme på vores fulde sortiment, og som vil blive overrasket over, hvor bredt vi spænder, siger Lene Bryde.

- På Maykers vil man kunne se og bestille komponenter. Det vil ligeledes være mulighed for at søge inspiration til køb og sparring om tekniske produkter og projekter via chat eller ved henvendelse til vores eksperter, tilføjer hun.

Vil være landmandens handelsplatform

Maykers har siden sin lancering i 2020 haft fart på, og har nu over 500.000 produkter fra mere end 150 lokale forhandlere.

Platformen har samlet alt fra foder til maskindele og nu også staldinventar. Det sparer landmanden dyrebar tid ved at samle alt til forretningen på Maykers, og i sidste ende betyder det også penge sparet. Med tilføjelsen af Aco Funki er mulighederne nu kun blevet større for kunderne:

- Aco Funkis vision om en stærkere digital tilstedeværelse matcher vores mission om at samle ambitiøse lokale forhandlere og derigennem facilitere den digitale handel mellem leverandør og kunder. Landmænd har en travl hverdag, hvor al fokus er på den daglige drift, derfor skal det være enkelt, let og tilgængeligt at handle, og der har en digital tilstedeværelse fået en enorm betydning lokale leverandører, siger Jerome Hermans, Co-founder og Managing Director hos Maykers.

Supplerer

For Aco Funki er samarbejdet med Maykers ligeledes et godt match på grund af deres fælles mål for fremtiden. 

- Jeg ser, at vi kan supplere hinanden godt. Maykers har en klar plan for fremtiden om at udbrede platformen internationalt de steder, hvor vi allerede er fysisk til stede. Det, at vi kan vokse internationalt på Maykers’ digitale handelsplatform er en værdifuld mulighed vores virksomhed og for vores kunder.

Aco Funki har hovedkvarter i Herning og medarbejdere fordelt på kontorer i Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien, Polen, Rusland, Ukraine og Kina. Foto: Aco Funki

Læs også

IBF Sunds Agro køber stor ejerandel i Polysan: - Det giver rigtig god mening
Fejrer første fødselsdag: Maykers er på jagt efter nye partnerskaber
Maykers henter landbrugsprofil
Efter konkurs: Fremtid for kæmpe erstatningssag mod Fødevarestyrelsen afgøres i maj
DLG-koncernen satser stort på ærteproteiner i Tyskland
Danish Agro kåret som bedste praktiksted for Aarhus-studerende