Årelang tradition for høj kvalitet af sliddele

På en fabrik syd for Sorø fremstiller Mølbro Production A/S sliddele til landbruget, og firmaet er gennem 75 år aldrig gået på kompromis med kvaliteten.

I skønne landlige omgivelser syd for Broby Overdrev nær Sorø på Midtsjælland fremstilles sliddele til landbrugsmaskiner i hele verden, og LandbrugØst har været med »bag kulisserne« hos Mølbro Production A/S, der eksporterer mere end 90 procent af produktionen.

Virksomheden blev grundlagt tilbage i 1947 og har dermed 75-års jubilæum i år. Der er således tale om et firma med en relativ høj alder. Kvaliteten er også høj, ligesom gennemsnitsalderen blandt medarbejderne er relativ høj.

- Vi har mange medarbejdere, der er mere gråhåret end mig, som har en enorm viden, vi er meget afhængige af. Der er vist kun to under 40 år blandt vores 35 medarbejdere, fortæller Knud Rughave, som med sine 60 år er forholdsvis tæt på gennemsnitsalderen hos Mølbro-medarbejderne.

Fuldt tryk på kedlerne

Han fastslår, at det er vigtigt, at Mølbro ikke mister den enorme knowhow, der er hos de mange medarbejdere med høj anciennitet, og han påpeger, at man hos firmaet er meget opmærksom på vidensdeling.

Knud Rughave selv er i øvrigt den sidst ankomne i »butikken«. Han tiltrådte 1. juli i år og rundede tidligere i oktober således de første 100 dage i virksomheden, hvor der på et personalemøde blev tænkt alternativt for at reducere energiforbruget.

- Vi bruger meget strøm og gas i vores produktion, og med de store prisstigninger er det blevet en endnu større udgift for os. Vi har dog sparet fem-seks procent på gasregningen, efter vi – som medarbejderne foreslog – har indført en fire-dages arbejdsuge, så vi ikke skal varme ovnene op om fredagen, forklarer Knud Rughave.

Til gengæld er der fuldt tryk på kedlerne fra mandag til torsdag, hvor maskinerne kører uafbrudt i 19 timer – fra klokken 6 til en time efter midnat. Skiftet mellem dag- og aftenholdet er klokken 16.

Tester selv løbende

Nok om alder og arbejdstider. Nu skal det handle om de kvalitetsprodukter, der fremstilles bag murene på fabrikken på Suserupvej 43, hvor der dagligt produceres mellem 2.000 og 3.000 enheder fra halvanden til 15 kg.

Som skrevet indledningsvis er der tale om sliddele til landbrugsmaskiner som plove, harver og andre redskaber til jordbearbejdning, og sliddelene produceres i en kvalitet, som placerer Mølbro i toppen af skalaen.

- Vi går ikke på kompromis med kravet om høj kvalitet og lang levetid for vores sliddele, og vi tester selv løbende holdbarheden på de forskellige dele, fortæller Knud Rughave.

Han henviser i den forbindelse til teksten i en Mølbro-brochure, der beskriver det ganske godt: »Uanset hvor velgennemtænkt et redskab er designet, arbejder det ikke bedre, end dets sliddele tillader«.

Mange tunge løft

Det kan – i en forkortet version – blot lyde som firmaets nye slogan, »Et redskab er ikke bedre end dets sliddele«. Knud Rughave understreger dog samtidig, at høj kvalitet ikke gør det alene.

- Det er også vigtigt, at vores produkter er nemme at montere, nemme at bruge og nemme at få fat i, pointerer direktøren og oplyser, at Mølbro-produkterne kan købes gennem førende grossister og maskinhandlere over hele verden, ligesom firmaet også har en del OEM-kunder.

Sliddelene produceres i en blanding af moderne robotteknologi og traditionelt håndværk på maskiner, der ifølge Knud Rughave »ikke er til at slide op«.

- Vores maskiner er de bedste på markedet, men vi arbejder på at få flere robotter til at udføre de mange tunge løft, som flere af vores medarbejdere klarer på nuværende tidspunkt. Vi har medarbejdere, som løfter 30 tons om dagen, forklarer Mølbro-direktør.

Hurtig og effektiv proces

Virksomheden får årligt leveret 2.000 tons stål, som gennem opvarmning til knap 1.000 grader på bare 22 sekunder, kan formes til de forskellige sliddele, som undervejs i processen hærdes og bearbejdes, inden de til sidst bliver malet.

- Arbejdsprocessen er hurtig og effektiv, og der går kun op til syv arbejdsdage fra vi får leveret stål til det færdige produkt kan sendes afsted, fortæller fabriksdirektør Carsten Jensen, som har været i firmaet i mere end 15 år.

- Vi har, tilføjer Carsten Jensen, i øvrigt fuld sporbarhed på alle vores produkter. Hvis vi for eksempel får klage over et produkt, kan vi med en særlig kode altid gå tilbage og få forskellige oplysninger om de enkelte sliddele.

Der er dog langt mellem klagerne over Mølbro-produkterne, der er kendt for en lang holdbarhed. De er lavet til hårdt arbejde, hvilket også påpeges i firmaets store katalog på 96 sider med alt om de sliddele, der findes til plove, harver og såmaskiner. På forsiden står der blot: »Made for hard work«.

Jyder og fynbo i spidsen på Midtsjælland

I 2018 blev Mølbro overtaget af tre private investorer fra Jylland, Kaj Pedersen, Peter Hansen og Peter Pedersen, som alle har mangeårig erfaring og ejerskab inden for landbrugsbranchen fra virksomheder som blandt andet Thyregod, Cormall, Agrometer og Dalbo.

Med Peter Hansen, blandt andet tidligere formand for Agromek, som bestyrelsesformand valgte den jyske trio i forbindelse med overtagelsen at omdøbe den midtsjællandske virksomhed til Mølbro Production A/S.

Peter Pedersen fungerer i dag som salgsdirektør i den sjællandske virksomhed, der altså har jyske ejere og fynsk direktør. Knud Rughave – med en fortid hos blandt andet Hardi, Kongskilde og Kverneland – er således bosiddende i Nyborg.

/ jhal

Mølbro-historien kort

1947: Carl Hannibal Møller overtager V. Broby Smedie og grundlægger virksomheden Mølbro Plovskærsfabrik I/S sammen med sønnen Poul Hannibal Møller.

1960: Virksomheden er vokset til fem ansatte, og Per Hannibal Møller bliver født.

1981: Der påbegyndes et generationsskifte, og Per Møller indtræder økonomisk i Mølbro A/S.

1987: Poul Hannibal Møller går bort, og Per Møller overtager ledelsen af virksomheden.

2018: Mølbro bliver overtaget af private investorer og skifter navn til Mølbro Production A/S.

2022: Der er 75-års jubilæum i virksomheden, som beskæftiger 35 medarbejdere og eksporterer over 90 procent af produktionen.

Læs også