DanHatch Denmark A/S søger en engageret kollega til vores service- og rådgivningsafdeling
DanHatch Denmark er under stor udvikling, og derfor har vi behov for at udvide temaet i vores service- og rådgivningsafdeling, som i øjeblikket består af 3 kompetente og engagerede kollegaer. Vi søger derfor en ny kollega til en fast fuldtidsstilling til produktionsrådgivning og servicering af virksomhedens slagtekyllingeproducenter primært i det midt- og sønderjyske.
Om stillingen
Du skal være med til at fastholde og udvikle et højt kvalitets- og produktivitetsniveau for vores slagtekyllingekunder i Danmark. Du er ansvarlig for kompetent rådgivning og sparring i forhold til optimering af produktionen hos vores kunder. Herudover vil dine arbejdsopgaver bestå af bl.a.:
- Problemløsningsarbejde for egen kundeportefølje, herunder bl.a. reklamationsbehandling og produktionsmæssige udfordringer.
- Understøtte direktøren i diverse opgaver knyttet til service- og rådgivningsfunktionen og den videre udvikling heraf.
Om dig
Som person er du udadvendt, initiativrig og systematisk i din opgaveløsning. Vi ser gerne, at du har gode kommunikative egenskaber samt en god situationsfornemmelse. Din personlighed og faglige kompetencer gør, at du opnår tillid og respekt blandt kollegaer, kunder og samarbejdspartnere. Du er på forkant med udviklingen og forstår at udnytte og udbygge dit faglige netværk. Samtidig har du evnen og viljen til samarbejde på tværs af organisationen samt indgå i et team som pt. består af 3 øvrige kollegaer.
Vi forestiller os, at du har en landbrugsrelateret uddannelse, og gerne har erfaring fra job som driftsleder, eller været ansvarlig for den daglige drift af husdyrhold. Erfaring fra fjerkræbranchen vil være en fordel, men ikke en forudsætning.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et længerevarende introduktionsforløb, hvor du vil få et dybdegående kendskab til og forståelse for DanHatchs forretningsområder. Med et primært fokus på service- og rådgivningsfunktionen, vil du særligt blive oplært i den branchemæssige viden, som du vil skulle tage afsæt i din daglige rådgivning. Som en del af et specialistteam, der konstant er opmærksom på at være blandt de dygtigste i branchen, tilrettelægger du selv din hverdag og får tilbudt sparring i et engageret og uformelt arbejdsmiljø. Du får den nødvendige faglige uddannelse, ligesom vi gerne vil investere i din personlige udvikling. Din arbejdsplads bliver medudgangspunkt fra vores kontor i Ragebøl, men der vil naturligvis også være en plads til dig på vores hovedkontor i Brønderslev. Du får en fast månedsløn med pensions- og sundhedsordning, som er tilpasset dine kompetencer og erfaring, ligesom der evt. vil være mulighed for firmabil.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte koncernsalgsdirektør Thomas Andersen på tlf. 2920 5725.
Du søger jobbet ved at klikke på "Søg jobbet". Der er ansøgningsfrist d. 28. april 2025, men ansøgningerne vil blive behandlet løbende. Beskriv venligst din motivation for at søge stillingen.