Tavs Nyord
Udnævnelse: SEGES Innovation håndplukker kendt profil fra tænketank
SEGES Innovation tiltrækker en stor kapacitet ombord i sin innovationsafdeling: Tavs Nyord er en højt specialiseret agronom og ph.d., der hidtil har arbejdet som seniorkonsulent hos CONCITO og tidligere som forsker på Aarhus Universitet med fokus på udledninger fra landbruget, især ammoniaktab og metan fra husdyrgødning. Med sig bringer Tavs Nyord både et dybt kendskab landbrugserhvervet og en rigdom af stærke relationer. Tavs Nyord tiltræder som Fagchef for Innovation, og får dermed ansvaret for en række centrale og strategiske indsatser på tværs af innovation og fagområder i SEGES Innovation. Her skal han blandt andet arbejde med faglig udmøntning af den grønne trepartsaftale. Han har tidligere været forsker og viceinstitutleder ved Aarhus Universitet og har solid erfaring med både forskning, myndighedsbetjening og praktisk landbrug. Hans store ekspertise i bæredygtig landbrugsproduktion, klimaregulering og fødevaresystemer er et oplagt match med SEGES Innovation, der udvikler nye løsninger til grøn omstilling af hele værdikæden. Tavs Nyord får base i SEGES Innovations afdeling i Kobberhuset i København, hvor han blandt andet får ansvar for at arbejde med projekter og andre innovationsaktiviteter som udarbejdelse af faglige analyser og rapporter samt ikke mindst grundlaget for at få de relevante klimatiltag i landbruget til at tælle med i nationale emissionsopgørelser.
Indsend navnenyt
Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.