Flemming Madsen
Jubilæum hos Dansk Maskincenter
Flemming Madsen kan fejre 25 års jubilæum hos Dansk Maskincenter. Han har taget hele turen med fra erhvervspraktikant over værkfører og til eftermarkedschef.
17 år gammel begyndte han i 1994 sin karriere hos Rimmerhus Maskinforretning, det nuværende Dansk Maskincenter A/S i Rimmerhus. Han kom i folkeskole-erhvervspraktik i firmaet og fik så en læreplads lige efter 10. klasse.
- Jeg startede som lærling og fik lært, hvordan man vasker mejetærsker og skifter kobling på 500-600 linje Massey Ferguson-traktorer, fortæller Flemming.
Efter tre år som udlært montør fik han i 2001 tilbud om at overtage værkførerstolen på værkstedet i Rimmerhus. Da var han 24, men tog udfordringen op og fungerede som værkfører i 12 år.
- Det var en stor mundfuld at skulle være værkfører for en stab af medarbejdere, som var noget ældre end mig, og jeg spekulerede også meget over, hvorledes kunderne ville tage imod det.
Det gik godt, og Flemming Madsen blev i 2013 eftermarkedschef i Rimmerhus Maskinforretning A/S og er fortsat i samme job i nuværende Dansk Maskincenter A/S.
- Det har i alle årene været en fornøjelse at gå på arbejde, fordi jeg altid har været glad for samarbejdet med mine kollegaer, både tidligere og nuværende. Det samme gælder for samarbejdet med kunder og leverandører, siger han.
Jubilæet fejres med en reception i Rimmerhus forsamlingshus på fredag fra middag.
Indsend navnenyt
Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.