Knud Hansen
Kvægrådgiver
I over 40 år har Knud fulgt sine kvægkunder tæt.
Når Knud Hansen den 1. januar går på efterløn, kan han se tilbage på 40 begivenhedsrige år som kvægrådgiver hos SAGRO i Esbjerg.
- Der er sket meget i løbet af de 40 år, jeg har været i branchen; fra at alt foregik ved besøg ude på bedrifterne, udstyret med papir og blyant, til i dag, hvor en meget stor del af kommunikationen foregår via mail, billeder sendt via mobilen, skypemøder og så videre, sammenfatter Knud Hansen.
Der er ingen tvivl om, at arbejdet har fyldt meget i Knud Hansens tilværelse. Nu får han mere tid til at være sammen med hustruen Kisser hjemme i Ribe og de fire voksne piger, inklusiv svigersønner og børnebørn, der alle bor i lokalområdet.
Der er flere grunde til, at rådgiveren finder det oplagt at takke af netop nu. Flere af hans kunder, der går tilbage til dengang, man som rådgiver - qua de hyppige besøg - lærte familien og medarbejderne godt at kende, begynder nu også at stoppe, og branchen står overfor store omvæltninger.
Inden Knud Hansen for sidste gang yder rådgivning til et kvægbrug, vil han blive fejret til en reception for inviterede kunder, kolleger og samarbejdspartnere. Det sker sammen med kollegaen Torben Hedegaard, der også netop har rundet sit 40-års jubilæum.
Indsend navnenyt
Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.