Ambassadør om de første nye kartofler: - Det smukkeste man kan opleve
Den fynske tv-kok Claus Holm udnævnt til Kartoffelambassadør 2021 ved DM-arrangementet på Egeskov Slot.

Der var vanlig stil over udnævnelsen af årets kartoffelambassadør. – Du er en dygtig kok, som prioriterer kartoflen. Derfor vil du virkelig være en ambassadør, der vil kunne fastslå kartoflens vigtighed, fremhævede Danmarks Kartoffel Råds formand, Johs. Nørregaard Frandsen, da tv-kokken Claus Holm fra Svendborg fik den ærefulde titlen ved arrangementet på Egeskov. Fotos: Erik Hansen
- Mit kokkehjerte bliver varmt, og magien strømmer ud i fingrene. Smagen kommer igen år efter år. Jeg elsker den fornemmelse, og håber den aldrig forsvinder. Den første nye kartoffel er det smukkeste, vi kan opleve.
Sådan lød det fra den kendte sydfynske tv-kok, kogebogsforfatter og foredragsholder Claus Holm, efter han ved Danmarks Kartoffel Råds årsmøde på Egeskov Slot var blevet udpeget som årets kartoffelambassadør.
- Kartoflen er dansk kulturarv nummer et og nationalhelt, som burde have ridderkorset. Jeg er stolt og beæret. Jeg vil gøre mig umage, og passe ekstra godt på dig i år. Jeg har lige siden barnsben elsket kartofler. Den må ikke dø, og derfor vil jeg til enhver tid kæmpe for dens plads på spisekortet, lød det i hans takketale.
Flot kulisse
Normalvis udnævnes årets kartoffelambassadør i januar, men på grund af coronaen var årsmødet slået sammen med en af Danmarks Kartoffel Råds andre begivenheder, Danmarksmesterskabet i dyrkning af kartofler på friland.
Efter DM sidste år blev aflyst, ligeledes på grund af covid 19-pademien, lykkedes det at gennemføre konkurrencen i år, dog med begrænset deltagelse. Til gengæld var det i det flotteste rammer, da de tre deltagere fordelte præmierne mellem sig.
- Vi er de heldigste kartofler. I et sådant solskinsvejr med Egeskov Slot som kulisse at kunne sende hædre de første kartofler og sende dem afsted til hendes majestæt, lød det fra rådets formand, professor og historiker Johs. Nørregaard Frandsen.
Jyderne først
Den »interne kamp« mellem fynboerne og sønderjyderne om at frembringe årets første nye kartofler, dyrket på friland, blev i år vundet af jyderne. Således var både nummer et og to fra landsbyen Jegerup ved Vojens.
For tre år siden præsterede Jan Bangert den største portion tidligkartofler, da opgravningen ved Danmarksmesterskabet i dyrkning af kartofler på friland fandt sted i familiens parcelhushave. Bedriften gentog han i år, da der blev hentet ikke mindre end 4.888 gram nye kartofler på 10 planter, som dommerne ved opgravningen i forrige uge udvalgte blandt de i alt 24 planter af sorten Solist i køkkenhaven i Jegerup.
Reglerne foreskriver, at der skal være mindst 20 planter til rådighed, og kartoflerne skal have været dyrket i jorden i mindst 40 dage og kun opvarmet med solens stråler.
Udfordrende forårsvejr
- Det har været lidt af en udfordring i år, med det kolde forårsvejr og ikke mindst de seneste frostnætter. Derfor har vi måttet dække kartoflerne med både fiberdug og plast, og taget det af igen, når solen trods alt har skinnet, fortalte Jan Bangert, da han ved DM-arrangementet den 27. april på Egeskov Slot fik både pokal og blomster for præstationen.
Og ikke mindst havde æren af at for en dag at være hofleverandør. Vinderkartoflerne bliver traditionen tro straks efter vejningen fragtet til hoffet i København, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe til aftensmaden så kunne nyde årets første frilandskartofler.
Nummer to i konkurrencen blev Kaja og Aksel Sørensen, ligeledes fra Jegerup. De opnåede 3.547 gram som resultat. Den tredje tilmeldte, Jan Østergaard fra Kørup ved Otterup, leverede 507 gram.
Tom Rosenkvist fra Danmarks Kartoffel Råd, som selv har 3,5 hektar med tidligkartofler og er tidligere DM-vinder, håber, at der fremover vil være flere, som vil deltage i konkurrencen, som er med til at sætte fokus på danske kartofler og fortælle den gode historie om de unikke, lokale råvarer.