Sønderjyske landmænd skal i klimaskole

Næsten 30 sønderjyske landmænd skal nu en tur på klimaskolebænken. Det sker i Skærbæk den 31. oktober, hvor landmændene skal blive klogere på, hvordan de kan sænke deres klimaaftryk.

Bag arrangementet står videncentret Seges Innovation, Forenet Kredit og Nykredit, som afholder klimadagen i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Landbrugsrådgivning Syd.

En af oplægsholderne på dagen er Nykredits landbrugsdirektør, Poul Erik Jørgensen, der ser frem til at møde de sønderjyske deltagere og hjælpe dem med at lave bæredygtige investeringer på deres bedrifter.

Fra Forenet Kredits side er der også store forventninger til klimadagen og klimaværktøjet ESGreen Tool, der blev lanceret til de danske landmænd i marts 2022.

- I Forenet Kredit valgte vi at medfinansiere ESGreen Tool og det tilhørende uddannelsesforløb, fordi vi gerne ville give alle danske landmænd muligheden for at arbejde databaseret og systematisk med den grønne omstilling af deres landbrug. Vi tror på, at klimavenlige landbrug er konkurrencedygtige landbrug, og derfor håber jeg, at mange vil tage godt imod de nye muligheder, siger vicedirektør Karsten Beltoft fra Forenet Kredit.

Klimadagen finder sted 31. oktober kl. 10-15 i Skærbækcentret. Deltagelse er gratis, og kræver tilmelding på www.tilmeld.dk/klimadag/lrs-skaerbaek.

Læs også