Økologi og dybstrøelse banede vejen til ærespræmierne i Thisted
Med bedste ældre Holstein, bedste besætningsgruppe, bedste yver og Guldkoen kunne Mogens og Erling Futtrup, I/S Lille Djernæs tage fra Dyrskuet Thy-Mors med hænderne fulde af ærespræmier.

Bjarne Futtrup havde sammen med sin bror fem køer med på årets dyrskue i Thisted. De vandt i fire kategorier.
Sidste år fik vi en femteplads blandt besætningerne, så det var lidt en overraskelse, at vi både endte med bedste besætning, bedste yver, bedste ældre Holstein og Guldkoen, fortæller Mogens Futtrup, der sammen med sin lillebror Erling Futtrup, kunne drage fra Dyrskuet Thy-Mors med hænderne fulde af ærespræmier.
Sammen driver brødreparret I/S Lille Djernæs med en besætning på 230 økologiske køer i Tvorup ved Thisted. Netop økologien er ifølge Mogens Futtrup en af grundene til, at hans køer klarede sig som de allerbedste ved årets dyrskue.
- Som økolog har man lidt en fordel i forhold til de konventionelle, der udstiller deres køer. En ko, der kommer ud på marken og græsser har lidt bedre bevægelser end en, der kun går rundt i stalden, siger landmanden, der for 20 år siden lagde bedriften om til økologi.
Gode haser
Dengang byggede man ny stald med dybstrøelse i sengebåsene. En løsning man har været glad for og derfor har holdt ved gennem alle årene.
- Der er nogle, som synes, der er for meget arbejde ved at have dybstrøelse i sengebåsene. Det kræver da også, at de har den helt rigtige størrelse, så køerne ikke sviner for meget i dem, men for os har det været den rigtige løsning, og det har vist sig at give nogle knaldgode haser. Derfor har vi holdt ved dybstrøelsen, og har ingen planer om at ændre det, fortæller han.
De sidste 10 år er malkningen på Lille Djernæs foregået med robot.
Bakker op om det lokale
For Mogens og Erling Futtrup har Dyrskuet Thy-Mors fast plads i kalenderen, og i år er det eneste stop i dyrskue-sæsonen.
- Vi har før været på Landsskuet i Herning og Agro Nord i Aars, men det kniber med at finde tid til det hele. Men det lokale dyrskue bakker vi altid op om. Det er en tradition, fastslår han.
Dyrskuet i Thisted blev gæstet af i alt 6.000 betalende gæster på fredagens børnedyrskue og lørdagens traditionelle skue. Det er 1.000 færre end sidste år – man vurderer, at varmen i høj grad har spillet ind, og haven og havet har trukket mere end en hed dyrskue-udflugt.
Mens der med 356 tilmeldte køer, heste, får, kaniner, duer og børneudstillere var masser af dyr at kigge på, var maskin- og produktudstillerne også stærkt repræsenteret i Thisted. Her blev Morsø Landbrugsskole og Nordvest Foder A/S kåret som skuets flotteste stande.