MidtWest er tilfredse trods regn

Regnen satte sine spor på MidtWest Farmshow i Skive, og mange valgte at blive hjemme. Alligevel var der kun positive tilbagemeldinger fra dem, der trodsede regnen.

Det var en ærgerlig dyrskueledelse, der lørdag formiddag kunne se skyerne trække sig sammen over MidtWest Farmshow.

- Det begyndte at regne ved 11-tiden og stoppede først to-halv tre, fortæller Kirsten Weidmann, som er formand for skuet.

Det betød desværre, at mange valgte at blive hjemme, vurderer formanden.

Skuets flotteste stand

Knap 2.000 mennesker trodsede regnen på besøgte skuet i Skive, som blandt andet havde den tv-kendte Lene Beier på programmet, til stor tilfredshed for publikum.

Skuets flotteste stand tilfaldt Smollerup Skov og Have og Lindberg Service, som havde lavet en fællesstand.

Smollerup Skov og Have er fra Stoholm ved Viborg og arbejder blandt andet med naturpleje, flishugning, grenknusning, stub- og rodfræsning, træfældning plus anlægs- og entreprenørarbejde.

Lindberg Service er fra Møldrup og tilbyder anlægsarbejde, specialrengøring og meget mere.

Stor tilfredshed

I år var pladsen ikke helt som tidligere.

- I år havde vi flyttet lidt rundt på pladsen, hvilket betød, at erhvervsudstillerne kom tættere sammen, og det var de glade for, fortæller Kirsten Weidmann.

MidtWest Farmshow er tilfredse med dagen, vejret taget i betragtning.

- Vi har oplevet en stor tilfredshed fra både dyreudstillerne, dommere og erhvervsudstillerne, fortæller Kirsten Weidmann, som spår dobbelt så mange besøgende, hvis vejret havde artet sig.

Rekordmange børn

Fredagen inden skuet havde MidtWest Farmshow traditionen tro inviteret områdets skoler på besøg.

- Der var rekordmange til børnenes dag. Vi vurderer mellem 1.300 til 1.500 børn, hvor vi plejer at have mellem 800 og 1.000 børn.

 

Se skuets bedste dyr

Malkekøer

Skuets bedste RDM-besætningsgruppe: Fra Kaj Christensen, Roslev

Skuets bedste ældre RDM: Fra Frederiksdal ved Jens Peter Støjberg, Roslev

Skuets bedste yngre RDM: Fra Kaj Christensen, Roslev

Bedste RDM-kvie: Fra Kaj Christensen, Roslev

Skuets bedste holstein-besætningsgruppe: Fra Bathau Holstein, Tjele

Skuets bedste ældre holstein: Familien Døssing, Højslev

Skuets bedste yngre holstein: Fra Bathau Holstein, Tjele

Skuets bedste holsteinkvie: Fra Bathau Holstein, Tjele

Skuets bedste ældre DRH: Fra JB Kvæg, Møldrup

Skuets bedste yngre RDH: Fra Dueholm ved Martin Nørgård Rasmussen, Skive

Skuets bedste jersey: Fra Anne Marie Lund Andersen, Tjele

Læs også