Ligesom de øvrige markafgrøder er majsplanterne stærkt påvirket af årets ubønhørlige sommervarme og tørke. Det har fremskyndet majshøsten i en grad, så den allerede nu er startet flere steder.

Derfor er også den traditionelle majsdag i forsøgsarealet hos mælkeproducent Palle Bjerggaard Hansen, Gl. Krogaard i Såderup ved Ullerslev, nu rykket frem til det tidligste tidspunkt nogensinde.

Arrangementet var oprindelig planlagt til den 28. august, men afvikles i stedet allerede på næste onsdag, den 22. august.
For første gang sker det i et samarbejde mellem Centrovice, hvor kvægafdelingen er en del af KvægrådgivningenDanmark, og DLG Fyn.

Tidligere har de to virksomheder holdt hver deres majsmøde, ofte med få dages mellemrum.

Majsdagen indledes klokken 10 med kaffe og rundstykker, og efter gennemgangen af de mange sorter vil der også være et indlæg om fodringen i de fynske stalde med den knappe grovfodersituation, og om brugen af ensileringsmiddel i den specielle og meget tidlige majshøst, som de fleste kvægbrugere kommer til at opleve i år.

Arrangementet afsluttes kl. 12.00 med sandwich og øl/vand, og der er tilmelding senest på fredag den 17. august til Centrovice.

Læs mere om arrangementet og den aktuelle status for majsmarkerne på Fyn i denne uges LandbrugFyn.