God afslutning på jubilæum

Karl Mertz har sat punktum for 100-års jubilæet med åbent hus-arrangementer i Horreby og Rønnede.

Der var i alt omkring 250 besøgende, da Karl Mertz holdt åbent hus i Horreby og Rønnede. Foto: Jesper Hallgren Efter et par faglige indlæg var der helstegt pattegris til de sultne gæster. Foto: Anders Hansen

Maskinforretningen Karl Mertz A/S havde 100-års jubilæum tilbage i 2020, men som følge af corona-pandemien var det ikke rigtigt muligt at fejre jubilæet, der ellers skulle have været markeret med et åbent hus-arrangement i alle fem afdelinger.

Det er det dog blevet nu. Karl Mertz holdt for nylig således åbent hus i de to sidste afdelinger i rækken – først i Horreby-afdelingen på Falster og dernæst i Rønnede i Sydsjælland.

- Begge dage har været rigtig godt besøgt. Vi havde omkring 150 gæster i Horreby og cirka 100 i Rønnede, fortæller Anders Hansen, administrerende direktør i Karl Mertz, der er meget tilfreds med forløbet af åbent hus-arrangementerne.

- Vi har skabt et koncept med større faglighed til disse arrangementer. Der har været aktuelle indlæg og så lidt mindre fokus på maskinerne, forklarer Anders Hansen og fastslår, at det er en god måde at pleje kunderelationer på.

Markedssituation med jysk lune

- Det er, tilføjer Anders Hansen, ikke til sådan et åbent hus-arrangement, at folk kommer og køber en traktor. Mange landmænd og deres medarbejdere tropper i stedet op for at høre inspirerende indlæg, og så er det også for at pleje og udbygge deres netværk.

Cheføkonom Jens Schjerning fra Agrocura bidrog til den faglige »underholdning« med et indlæg om den aktuelle markedssituation og kom i den forbindelse ind på blandt andet råvarepriser, renter, inflation og ejendomspriser.

Jens Schjerning er en anerkendt ekspert på området, og den lune jyde formår tilmed at præsentere budskaberne på en spændende og humoristisk måde – med både jysk lune og dialekt.

Åbent hus-arrangementerne sluttede med spisning – blandt andet helstegt pattegris – og maskinsnak til den store guldmedalje.

Læs også