Vi plejer næsten at få spist op, når vi holder åbent hus. Den her gang blev der spist helt op, så vi går ud fra, der har været lidt flere gæster end der plejer. Så det var en rigtig god dag, siger indehaveren af Manna Traktor- og Maskinforretning, Michael Jensen.

Han skyder på, at cirka 500 mennesker stak hovedet forbi til maskinforretningens åbent hus forleden. Og det var ikke kun gæster fra Manna og de nærmeste nabobyer i Vendsyssel.

- Der var folk helt fra Randers. Faktisk var der hel del søndenfjords fra. Det er jo bare fedt, at de gider køre helt herop for at få en snak og se, hvad vi har at byde på, siger indehaveren, der især ser forhandlingen af Amazone-maskiner som forklaringen på interessen langvejs fra.

I dagens anledning stod den danske importør af Amazone, Brøns Maskinimport, da også klar til at vise deres UX-sprøjte frem.

Om der ryger nye eksemplarer af sprøjterne over disken, er dog endnu uvist.

- På selve åbent hus-dagen var det som det plejer; vi fik solgt lidt »småpullerværk« og en smule brugte maskiner, men i forhold til nye maskiner er det her i de kommende uger, vi får travlt. Til åbent hus får man måske vakt interessen, men det er ikke lige der, man laver et impulskøb, konstaterer Michael Jensen.

Og mens der nu forhåbentlig bliver travlt med at skrive aftaler på nye maskiner, glæder Michael Jensen sig over en vinter, hvor der har været mere at se til end normalt.

- Det plejer at være lidt low på værkstedet i løbet af vinterperioden, men i denne omgang har vi kørt for fulde gardiner. Så vi har bestemt intet at klage over, lyder det fra vendelboen.