Plantekongres på skærmen

Omkring 2.000 planteavlere, konsulenter og branchefolk samles på denne tid i januar normalt til den traditionelle plantekongres i Herning, men Covid-19 har medført nye tider for Nordens største plantefaglige arrangement. 

Corona-pandemien har således tvunget både plantekongres og årsmødet i Landbrug & Fødevarers sektion for Planteproduktion over på én-vejs information via en række onlinearrangementer over fire dage.

Årsmødet for planteproduktion – med beretning af den sjællandske formand Torben Hansen og sektordirektør Troels Toft – holdes tirsdag og er gratis at se for alle interesserede, som efter beretningerne kan stille spørgsmål.

Der vil blive sat fokus på blandt andet planteavlens bidrag til klimaudfordringen, kravet om en grønnere produktion og den nært forestående afstemning om fortsat godkendelse af glyphosat, oplyser Seges.

Faglige webinarer

Selve den faglige kongres, som er et samarbejde mellem Aarhus og Københavns universiteter og Seges, er omdøbt til Planter i Fokus og begynder umiddelbart efter årsmødet.

Der afvikles godt 20 webinarer af hver 45 minutters længde i løbet af de fire dage, og der afsluttes med spørgsmål fra de opkoblede deltagere.

Alle webinarer optages og kan også ses efterfølgende, hvis man ikke har mulighed for at se dem direkte. Men her er det naturligvis ikke muligt at stille spørgsmål, meddeles det fra Seges.

/jhal
 

Læs også

Skoleelever regner landbruget ud
Møder for sukkerroedyrkere
Borgerforslag vil have Mette Frederiksen for rigsretten
Årets løgavler er fundet
25 år gamle it-systemer til overfladevand erstattes af ny moderne platform
Sjællandsk landmandssøn er stemmen i ny podcast