- Jeg har vidst, hvad jeg ville, siden jeg blev konfirmeret, siger Rasmus Sudergaard, der som 14-årig lavede en plan for, hvordan han kunne blive selvstændig mælkeproducent.

De seneste år har han været ude at se på rigtig mange ejendomme og siddet i seriøse forhandlinger fire gange. Først var tanken generationsskifte, men økonomien bremsede drømmene.

Berg Risager, som står i spidsen for ejendomsmæglerfirmaet Nybolig Landbrug Berg Risager hørte Rasmus Sudergaards ønsker om at blive selvstændig, om at finde en større ejendom, hvor det nødvendigvis ikke var så vigtigt, hvordan den så ud nu, men hvilke fremtidsmuligheder, der var på stedet.

Rasmus Sudergaard blev præsenteret for Gedsted Nørgaard. En konkurs-ejendom langt fra blankpolerede overflader men med muligheder.

- Jeg kunne sagtens se de muligheder. En ejendom med 200 hektar samlet rundt om ejendommen. En ejendom hvor murstenene sad rigtigt og der var mulighed for at udvide og ret væsentligt så jeg 450 gode køer, siger Rasmus Sudergaard.

 

Fik lillebror med

Første tanke med Gedsted Nørgaard var en form for »share«. At købe køerne og lade planteavlerne i området dyrke foderet.

Det lykkedes ikke og herefter kom tankerne om eksterne investorer på banen og det blev hurtigt klart for Berg Risager, at hvis Rasmus’ drøm skulle lykkedes, kunne han ikke gøre det alene.

- Jeg ringede til Rasmus en fredag eftermiddag og spurgte, om han ikke havde en, der kunne gå med i projektet. Mandag morgen ringede han tilbage, han havde en, Kasper, hans bror på 22 år, fortæller Berg Risager.

 

Investorer på banen

Det blev til flere møder rundt omkring køkkenbordet sammen med forskellige investorer, inden det helt rigtige match blev fundet - To investorer, som så muligheder i de to unge brødre og købte ejendommen.

Den 15. november sidste år startede brødrene et ApS-selskab hvor igennem de lejer det hele, lige fra jord og bygninger til maskiner og køer.

Lejekontrakten løber fem år og lejen hver måned er fast uanset udsving i mælkepris, kornpriser eller andet.

- Vi har ingen penge sat i klemme ud over vores egenkapital, som er bundet i gården, fortæller Rasmus.

Det forventelige overskud, brødrene kan generere, bliver i deres selskab.

Rasmus og Kasper kan foretage køb og investeringer på op til en halv million kroner, før de skal spørge de to investorer først, hvilket har været en vigtig del af lejekontrakten for brødrene, som vil kunne drive ejendommen og tage beslutninger, som var det deres egen.

 

Skal købes om fem år

Lejekontrakten løber fem år, hvorefter de to brødre har købspligt. Købsprisen er fast. Ønsker de allerede at købe ejendommen om fire år, ligger prisen også fast for det. Og skulle det rent økonomisk ske, at de først kan overtage ejendommen om seks år, kender de også allerede nu den købspris.  

- Vi skulle da lige tygge på, at vi er bundet i fem år. Det er ligesom et køb, hvor vi nu har bestemt, at det er her vi skal være, siger Rasmus, som ikke er et sekund i tvivl om, at dette kan blive en god forretning.

- Men skulle det ske, at vi ikke kan købe den om fem år, går vi ikke herfra med en kæmpe gæld, da der er en stor chance for at komme ud af det med begrænset tab og en stor erfaring rigere, siger Kasper Sudergaard.

- Det er ikke Rasmus og Kasper, som har taget den store risiko her, det er investorerne. Rasmus og Kasper har vundet respekt fordi de har vidst, hvad de ville og haft resultaterne med sig, det har investorerne set og derfor vil de gerne hjælpe dem i gang med at blive selvstændige, siger Berg Risager.

Gedsted Nørgaard

Ejere: Ejendommen ejes af to investorer og lejes og drives af Rasmus og Kasper Sudergaard.
Produktion: 450 jerseykøer (skal udvides til 550 køer) i staldanlæg fra 2004/2005.
Jord: 200 hektar jord – primært rundt omkring ejendommen. Der lejes yderligere 25 hektar og så er der købsaftaler på 80 hektar grovfoder.
Yderligere: Der tilhører et biogasanlæg fra 2009, som er lukket ned og lige nu udelukkende bruges som gylletank.