45 medlemmer fra Centrovice var i forrige uge på besøg på Gyldenholm Gods ved Slagelse. Det skete på hjemmeturen fra Store Frødag på Stevns.

Gyldenholm Gods driver cirka 800 hektar planteavl inklusiv forpagtninger og cirka 700 hektar skov mellem Slagelse og Fuglebjerg. Godset drives konventionelt på en egn med flad jord, primært bestående af stiv lerjord, og der dyrkes hvede, vinterbyg, vinterraps, sukkerroer og konservesærter. 

Godsets forvalter Herluf Pilgaard-Sørensen, der med en fortid som elev på Dalum Landbrugsskole kendte flere af deltagerne, viste dele af arealet frem og fortalte om tankerne bag dyrkningen.

Matriceanlæg for efterafgrøder

Der blev endvidere tid til at besigtige godsets matriceanlæg, der er planlagt til at skulle tage 40-50 procent af kvælstoffet ud af drænvandet.

- Vi afvander 120 hektar til anlægget, og der bliver taget prøver af vandet, både når det kommer ind i anlægget, og når det ledes ud igen, så vi er spændte på, hvilken virkning det kommer til at have på sigt. 

- Kan driftsomkostningerne gå lige op med de efterafgrøder, vi forhåbentlig bliver godskrevet på grund af anlægget, så er det jo en udmærket løsning, sagde Herluf Pilgaard-Sørensen.

Da Centrovice besøgte Gyldenholm var de netop i gang med at få sået konservesærter.

- Det er lidt til den sene side, men det kan sagtens gå, vurderede godsforvalteren og understregede, at ærterne ligger på linje med en god hvede, og at det er en fantastisk forfrugt til ejendommens øvrige afgrøder.