Oprensning har sat gang i Vestermølle igen
Vestermølle ved Skanderborg Sø kan efter en oprensning nu køre igen.
Den 1.300 kvadratmeter store mølledam på Vestermølle ved Skanderborg Sø har mere end 500 år på bagen. Indtil 1940 med et vandmøllehjul som drivmiddel for kværnen inde i møllen. Møllehjulet blev senere afløst af en mere energieffektiv turbine, som i dag igen trækker en stenkværn, jævnstrøms-elværk og et savværk.
Formentlig for cirka 50. gang er mølledammen netop blevet renset for pløre formet af bundfældet grus og muld samt rester af grene og blade bragt hertil med Sønderbækken.
Siden sidste oprensning, i vinteren 2009-2010, var der flere stedet dannet et metertykt lag dynd.
Uden jævnlige oprensninger bliver dammen til mose, og der vil ikke være plads til vand – altså den energi, der driver turbinen.
Forud for oprensningen havde Vestermølles 12 møllersvende oparbejdet et lager af fuldkorns rug- og hvedemel, så både Restaurant Vestermølle, den faste engrosaftager Hovedgård Bageri, med mange DM-titler i brødbagning, og møllens detailkunder kunne forsynes, mens kværnen på grund af manglende vand og dermed energi måtte stå stille. Men nu er der vand i dammen igen.
125.000 besøger hvert år Vestermølle.





































