Rapport: Thise mest bæredygtig i Danmarks fødevareklynge
I en ny rapport er Thise mejeri kåret som det mest bæredygtige varemærke indenfor føde- og drikkevarer i Danmark i 2019.

Et bredt udsnit af danske forbrugere har kåret Thise Mejeri som det mest bæredygtige varemærke inden for føde- og drikkevarer i Danmark i 2019.
Det er analysevirksomheden SB Insight, der har udarbejdet rapporter, hvor 900 varemærker fra de nordiske lande er blevet vurderet af 40.000 respondenter.
- På Thise Mejeri er vi både benovede og beærede over den store udmærkelse, udtaler administrerende direktør Poul Pedersen.
For selv om man på mange områder kan sætte lighedstegn mellem økologi og bæredygtighed, så føler vi fortsat, at vi er langt fra målet om den fuldkomne bæredygtighed. Det mål når vi formentlig aldrig, siger Poul Pedersen.
Han fortæller, at mejeriselskabet lige nu arbejder med at forbedre sin indsats i hele fødekæden fra jord til bord.
- Lige nu arbejder vi blandt andet med at formulere nye standarder for klimahandlingsplanerne hos vore andelshavere, at styrke sundhedstilstanden i besætningerne og med at udvikle nye fødevarekoncepter blandt andet græsmælk, siger direktøren.
Desuden har Thise også fokus på at reducere energi- og vandforbruget på mejeriet, samt med at finde mere bæredygtige emballagetyper.
- Ridderslaget fra de danske forbrugere glæder os meget, men det forpligter os mindst lige så meget. Vi vil derfor arbejde målrettet for at leve op til den tillid, som danske forbrugere har vist os med denne kåring afslutter Poul Pedersen.