Debat: Hvor mange gange kan »endelige« tal ændre sig?

Af Torben Hansen, formand, Landbrug & Fødevarer Sektor Planter

Vi har nu fået nye udledningsgrænser flere gange. Den 29. september fik vi at vide, at nu var de endelige. Få dage senere sidder landmænd, konsulenter og Seges Innovation igen og prøver at finde ud af, hvilke beregninger man egentlig kan stole på. 

Det er ikke bare frustrerende. Det er grotesk. 

De nye grænser bygger blandt andet på et nyt retentionskort, som flere steder har ændret grundlaget markant. Markvanding er ikke indarbejdet som forventet, og SGAV’s eget planlægningsværktøj kan foreløbig give væsentligt andre resultater end Mark Online og Næsgaard Mark. 

Giver ingen mening

Og nu ser vi konkrete eksempler på landmænd, der ifølge beregningerne overskrider deres udledningskvote, før de overhovedet har gødsket. 

En planteavler ved Randers Fjord har eksempelvis fået en beregning, der viser en overskridelse på omkring 450 kg kvælstof, inden der er tildelt gødning – og efter at både præcisionslandbrug og efterafgrøder er regnet med. 

Det giver ganske enkelt ingen mening. 

Når en bedrift på papiret kan overskride sin kvote, før der overhovedet er tilført gødning, må alarmklokkerne ringe. Enten er værktøjet ikke godt nok, grundlaget ikke godt nok – eller også er reguleringen så skæv, at den ikke hænger sammen med almindelig planteproduktion. 

- Det ville ingen acceptere andre steder

Seges forsøger stadig at finde forklaringen på de store ændringer på bedriftsniveau og har aflyst et webinar om udledningsgrænserne, fordi der fortsat mangler svar på, hvorfor tallene ser ud, som de gør. 

Prøv at overføre det til enhver anden virksomhed: staten indfører regler, der er afgørende for, hvad du må producere. Du får at vide, at tallene er endelige. Kort efter viser forskellige værktøjer forskellige resultater, mens eksperterne stadig forsøger at forstå beregningerne. Det ville ingen acceptere andre steder. 

Men landmanden forventes at indrette sin virksomhed efter det. Markerne er for længst sået, sædskifterne planlagt og investeringerne foretaget. Risikoen ligger hos landmanden, mens grundlaget bliver ved med at flytte sig. Vi har advaret om det her igen og igen. Man har haft så travlt med at få den nye kvælstofregulering gennemført, at modeller, værktøjer og konsekvenser stadig bliver afklaret bagefter. Det er den forkerte rækkefølge. 

Model kontra virkelighed

Og det viser endnu en gang, hvorfor en langt større del af indsatsen skal tage udgangspunkt i lokale forhold. Danmark kan ikke reguleres som ét stort regneark. Jordbund, retention, afgrøder, markvanding og mulighederne for virkemidler varierer fra opland til opland og fra mark til mark. Den viden findes lokalt hos landmænd, rådgivere og i de lokale treparter. 

Hvis vi vil sikre en reel indsats for vandmiljø og drikkevand, skal den bygge på den virkelighed – ikke på en central model, hvor konsekvenserne først bliver tydelige, når landmanden sidder med regningen. 

Og så må man igen spørge, hvorfor reguleringen partout skal gælde fra 1. januar 2027? Vi har hele tiden peget på 1. august 2027, så reguleringen flugter med dyrkningsåret, og der er tid til at få modeller, værktøjer og regler på plads. Det, vi ser nu, er skoleeksemplet på, hvorfor det havde været den ansvarlige løsning. 

Når myndighederne endnu ikke selv har et system, de kan stå på mål for, skal regningen ikke sendes videre til landmanden 

Det ville ingen acceptere andre steder

Fra læserbrevet

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.