Statistikkerne for ulykkerne i landbruget viser en kedelig tendens. Landbruget er fortsat det erhverv i Danmark med flest dødslukker om året. Djursland Landboforening besluttede i 2018 at sætte fuld fokus på sikkerhed i landbruget. Det gør foreningen også i 2019, hvor de starter med at afholde et førstehjælpskursus specielt designet til landmænd.

- Der er stadig mange ulykker i landbruget. Det kan forhindres med et bedre arbejdsmiljø, men hvis der så sker en ulykke, så er det også vigtigt at være forberedt. Dette kursus er fuldstændig målrettet vores branche, forklarer Silke Lorenzen, konsulent i Djursland Landboforening og tovholder på førstehjælpskurset. 

Førstehjælpskurset bliver afholdt på landbocenteret i Følle den 11. marts fra kl. 8.00-12.30, og det er Røde Kors, som står for kurset. Deltagerne bliver sat ind i førstehjælpens fire hovedpunkter, hvorefter de får en gennemgang i brugen af en hjertestarter. Derefter skal de lære at håndtere store blødninger, brud og fald- og hovedskader. Der vil også blive undervist i, hvad man skal gøre ved forgiftning og brandsår. Afslutningsvis vil der være øvelser i det gennemgåede.

- Kurset er relevant for alle medarbejdere på et landbrug – også familien. Landbruget er en stor arbejdsplads, hvor der kan ske ulykker. Det er vigtigt, at alle kan hjælpe, mener Silke Lorenzen.

Tilmeldingsfristen til kurset er 11. februar 2019. Der er plads til 16 personer, og førstehjælpskurset koster 400 kr. + moms for medlemmer og 550 kr. + moms for ikke medlemmer. 
.