Virksomhedspræsentation: - Det har vendt op og ned på min økonomi og hverdag
Flemming Jensen havde i længere tid gået og grublet over sine finansielle forhold, som han umiddelbart ikke mente afspejlede virksomhedens resultater og økonomi. Kontakten til Agrocura blev begyndelsen på en helt ny tilværelse.
En kassekredit der trods gode resultater bare blev ved med at trække i den forkerte retning. En følelse af aldrig helt at kunne få de anerkendende skulderklap og konstruktiv sparring fra sin rådgiver. Det var de primære årsager til at Flemming Jensen, der er mælkeproducent på Femø, kontaktede Agrocuras Finansrådgiver Hans Henrik Kjær i efteråret 2021.
Flemming Jensen er landmand og bosat på Femø, der er beliggende i Smålandsfarvet ud for den lollandske nordkyst. Her driver han som anden generation den ejendom, han tilbage i 2001 overtog fra sine forældre. Gården er et blandt fem tilbageværende landbrug på øen, og tilmed er Flemming Jensen øens eneste mælkeproducent med en besætning på omkring 100 årskøer af racen jersey. Oven i dette kommer desuden planteavl på i alt 116 hektar, hvor fokus er på grovfoder og kornafgrøder.
Tørke og sygdom
Efter et par udfordrende år med tørke i marken i 2018 og et pludseligt sygdomsudbrud i besætningen i 2019/2020 følte Flemming Jensen, at hans daværende pengeinstitut begyndte at se ham i et forkert lys. Selv kunne Flemming godt se, at resultaterne måske ikke havde været helt så prangende som tidligere, men når han forklarede årsagerne til det, følte han sig ikke lyttet til af sit daværende pengeinstitut.
Samtidig stod han med fornemmelsen af, at hans muligheder for at udvikle virksomheden var blevet mere begrænsede, til trods for at han egentlig havde været landmand i mange år og i langt de fleste år havde leveret gode resultater i både stald og mark. Efter grundige overvejelser og vurdering af forskellige samarbejdspartnere valgte han at gå med Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S.
- Jeg kontaktede Agrocura, fordi jeg havde hørt positive historier om dem fra flere kilder, bl.a. min svoger som har rugeæg. Derudover havde jeg i en periode fulgt virksomheden på de sociale medier og set nogle af deres opslag og reklamer om deres produkter, bl.a. deres specialisering indenfor for investeringsrådgivning. Så tænkte jeg at det var værd at prøve det, og så ringede jeg til Hans Henrik, fortæller Flemming Jensen.
Efterfølgende tog det ene opkald det andet, og der gik ikke lang tid før Agrocuras to medarbejdere, Hans Henrik Kjær og Rasmus Haun Hansen satte sig i bilen og tog turen fra Aabenraa til Femø, for ved eget øjesyn at anskue Flemming Jensens ejendom og drøfte hans muligheder. Og netop dét at komme ud på ejendommen og ved selvsyn se folks livsværk og virksomhed er en vigtig brik i Agrocuras rådgivning, fortæller Hans Henrik Kjær.
- Det kan måske lyde lidt banalt, men i virkeligheden er det jo noget af det allervigtigste i vores rådgivning – for det er jo der alle forudsætningerne er, lyder det fra rådgiveren, der suppleres af sin kollega Rasmus Haun Hansen:
- Indimellem er der jo forskellige opfattelser af, hvad tingene er værd, og det gælder også i samarbejdet med banken. Det at komme ud at stå på staldgangen og se, hvad vi har med at gøre, er jo med til at give os forståelsen for hvad uenigheden måske bunder i, og hvor vi skal sætte ind.
For meget bank og for lidt realkredit
På forhånd havde Agrocuras to rådgivere haft mulighed for at gennemgå Flemming Jensens finansielle forhold og historiske regnskabstal, og efter selv at have set ejendommen og mulighederne var ingen af parterne i tvivl – der var noget at komme efter.
- Flemmings udfordring var en skæv sammensætning af hans finansiering med for meget bankgæld, hvilket gav en unødig høj rentebetaling. Samtidig var ejendommen langt fra overbelånt, hvilket betød, at bankgælden med fordel kunne konverteres til realkredit og en billigere rente, lyder det fra Hans Henrik Kjær.
På mødet med Agrocura blev Flemming Jensen bekræftet i, at hans mavefornemmelse havde været god nok, og at hans mange forsøg på at komme i dialog med sit daværende pengeinstitut også havde været berettiget. Forsøgene havde dog endnu ikke kastet noget af sig, og derfor var han klar til at finde en ny finansiel samarbejdspartner – uden helt af have overblik over, hvad det ville kræve.
- For at være helt ærlig, så var jeg nok blevet en anelse træt af at snakke med bankfolk, så da Hans Henrik og Rasmus tilbød at hjælpe mig i processen, skulle jeg ikke bruge lang tid på at tænke over tingene. Selvom jeg ikke før havde været kunde i Agrocura, følte jeg mig ret tryg ved at overlade tøjlerne til dem, lyder det fra mælkeproducenten.
På mødet blev parterne også enige om, at der forud for dialogen med nye pengeinstitutter skulle udarbejdes en virksomhedspræsentation, der kunne sætte de nye potentielle samarbejdspartnere grundigt ind i Flemming Jensens virksomhed og hans visioner for fremtiden.
Et materiale med rygstød
Allerede fra starten kunne Flemming Jensen godt se potentialet i virksomhedspræsentationen. Dels kunne præsentationen lette sagsbehandlingen af hans sag hos et nyt pengeinstitut, men samtidig også vise, at der bliver arbejdet seriøst på bedriften og med planerne for fremtiden. Oveni viste processen sig også positiv for Flemming Jensen.
- Det var et rigtig godt forløb, hvor jeg også fik nogle nye øjne på virksomheden og sat ord på nogle af de tanker, jeg ellers havde holdt i mit eget hoved. Og det gjorde jo, at jeg også selv fik en anden vinkel på det, jeg havde gået og kigget på. Så det vil jeg klart anbefale andre også at få lavet – uagtet hvad formålet er, fortæller den femøske mælkeproducent.
Med en færdig virksomhedspræsentation, opdaterede budgetter og et frisk regnskab i hånden kunne Flemming Jensen og Agrocura påbegynde afsøgningen af markedet i starten af 2022. Og her kunne effekten af virksomhedspræsentationen hurtigt mærkes.
- Det er mit indtryk, at virksomhedspræsentationen var et stort plus. Jeg kunne tydeligt mærke, at materialet gav respekt, og at vi fremstod professionelle, fortæller Flemming Jensen og fortsætter:
- Jeg tror, at når man sammen med jer har gennemarbejdet sin virksomhed og har lavet en virksomhedspræsentation, så giver det et rygstød – også på det personlige plan. Jeg tror ikke, at det havde givet samme resultat, hvis jeg blot havde sendt mit regnskab og et budget.
Et tilfredsstillende resultat
Flere forskellige institutter var interesserede i at få Flemming Jensen som kunde, og ligeledes fik hans daværende pengeinstitut også muligheden for at byde ind. På trods af et langvarigt samarbejde endte det med, at Flemming Jensen valgte at skifte både bank og realkreditinstitut. Et skifte der vendte op og ned på hans finansielle situation.
- At skifte finansiel samarbejdspartner har vendt op og ned på min økonomi og hverdag. Fra at have bankgæld og en følelse af ikke helt at slå til, ligegyldigt hvad jeg gjorde, så står jeg i dag i den modsatte grøft. Jeg har fået mulighed for at indfri hele min bankgæld og har plus på kassekreditten, beretter han. Samtidig anerkender han også, at rigtig mange faktorer gik i hans retning i 2022, da både mælkeprisen og afgrødepriserne også var på himmelflugt og bidrog til en bugnende bundlinje.
Men den nye finansiering af Flemming Jensens ejendom efterlod ham ikke kun uden bankgæld. Faktisk var vurderingen af ejendommen hos den nye samarbejdspartner så god, at han fik mulighed for at låne mere i realkredit, end han egentlig havde behov for. Det valgte han at gøre, og har på den måde fået sit eget finansielle beredskab, som kan bruges til jordkøb, investeringer i stalden eller anden form for udvidelse af virksomheden.
Pengene har han i dag valgt at investere, dels gennem sit nye pengeinstitut, og dels via Agrocuras investeringsbrand, Cura Invest.
- Det var egentlig Agrocura, der anbefalede mig at fordele mine investeringer mellem flere aktører for dermed at minimere min egen risiko. Jeg synes, at det siger alt om deres værdier – at de først og fremmest varetager mine interesser, lyder det afsluttende fra ham.
Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S
Egelund 27,
6200 Aabenraa