Sydfynsk landhandel med natur- og smagsoplevelser
Interessen for natur, fødevarer og kvalitet blev starten på Høkildegård Landhandel ved Vester Skerninge. Her er der fokus på det gode kød.
Det er Syltemade Ådal, med de stejle skrænter og vandløbet syd for Vester Skerninge, der sætter rammerne for den imponerende beliggenhed for Høkildegård. En ejendom på 42 tønder land med skov, eng og planteavl.
Indenfor, bag bindingsværket der kan dateres tilbage til 1803, er det en familie i tre generationer der danner rammerne for et hjem, der emmer af idyl og kreativitet.
- Det er mit barndomshjem, og det er naturen, der fik os til at samle familien her, da min far døde for 16 år siden, fortæller Lise Rasmussen.
Sammen med sin mand Thomas Rasmussen og parrets fire børn, Anna, Karl Emil, Aksel og Holger, bor de i gårdens ene længe, mens Lises mor, Karen Rasmussen fortsat bor i stuehuset.
Interessen for fødevarer
I forbindelse med en ombygning på gården gav det nogle spekulationer omkring anvendelsen af stuehusets ene fløj.
- Vi overvejede lidt mulighederne for at skabe en hjemmearbejdsplads for mig. Flere idéer var i spil, men da jeg er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom og dermed har en viden og naturlig interesse for fødevarer, blev det til starten på den landhandel, vi i dag driver med hovedfokus på kød fra egne dyr, fortæller Lise Rasmussen.
Læs historien om Høkildegårds og de mange aktiviteter på ejendommen i ugens tema om gårdbutikker, økologi, bær og grøntsager i LandbrugFyn













































